Ønsker mere spilletid: Arsenal, Chelsea og United jagter italiensk landsholdsspiller
Federico Bernardeschi vil rigtig gerne med til EM i 2021 sammen med det italienske landshold. Derfor er det knap så godt, at han ikke kan komme på hold i sin nuværende klub, Juventus.
Ifølge det italienske medie, La Gazzetta dello Sport, har han derfor øjnene rettet mod Premier League denne sommer.
Offensivspilleren har haft en svær sæson hos Den Gamle Dame, hvor det kun er blevet til et mål og et oplæg i 24 kampe.
Næste sæson bliver det muligvis endnu sværere for Bernardeschi at komme på hold hos Juventus. Der støder kometen Dejan Kulusevski nemlig til fra Parma.
Det italienske medie tilføjer, at der er interesse fra tre Premier League-klubber. Det drejer sig om Arsenal, Chelsea og Manchester United.
Endvidere skriver La Gazzetta dello Sport, at Bernardeschi ser frem til at skulle prøve sig af i udlandet for første gang i karrieren.