Ny sejr til England: Thomas Tuchel roser én spiller
Thomas Tuchel og England har allerede sikret sig billetten til VM-slutrunden, der finder sted næste år i USA, Canada og Mexico.
Torsdag aften fortsatte The Three Lions med at stordominere deres gruppe, da Serbien blev nedlagt med en stilsikker 2-0-sejr.
Dermed har det engelske landshold nu snuppet 21 point efter syv kampe, mens der mangler et opgør mod Albanien, hvor Thomas Tuchel og kompagni kan slutte af med manér.
Det var to Arsenal-spillere, der stod bag scoringerne mod de serbiske gæster. Nemlig Bukayo Saka, der er på vej til at lande en stor kontrakt med The Gunners, mens også Eberechi Eze ville lege med til sidst.
Efter opgøret på Wembley var der særligt én spiller, der stjal overskrifterne.
Thomas Tuchel roser City-debutant
Det drejer sig om 20-årige Nico O’Reilly, der fik sine første minutter for England.
Manchester City-spilleren har haft en forrygende sæson, der torsdag blev krydret med en debutrolle på landsholdet. Forsvarsspilleren gjorde det til UG, kryds og slange ifølge den tyske landstræner.
– Han er virkelig klog på banen og tilpassede sig rigtig godt til alle de nye ting, vi krævede af ham. Det kan kun lade sig gøre, hvis man føler sig godt tilpas i gruppen, og det er fuldt ud alles fortjeneste, lød det fra Tuchel ifølge Sky Sports.

Efterfølgende har den unge englænder sat nogle ord på debuten ifølge BBC.
– Jeg er helt på månen af begejstring. Det var en stor aften for mig og familien, hvor en drøm blev til virkelighed, sagde O’Reilly, der vil gøre alt for at komme med til den kommende VM-slutrunde.
The Sky Blues befinder sig et sundt sted i Premier League-tabellen, hvor de indtager en andenplads med fire point op til duksene fra Arsenal efter 11 runder.




