Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ny Chelsea-profil vil følge John Terrys eksempel

Af Morten Bruun Jørgensen
14.05.2019 Kl. 15:00
Ruben Loftus-Cheek vil meget gerne følge i fodsporene på John Terry og blive en leder i Chelsea.

Der var engang, hvor Chelsea havde ledere som John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba i truppen, men nu er det til tider svært at få øje på, hvem der går forrest for the Blues.

En sådan spiller vil Ruben Loftus-Cheek dog gerne være, og den engelske midtbanespiller, der i de seneste måneder har fået masser af spilletid og sågar også præsteret ganske godt, har ladet sig inspirere af John Terry.

– Ja, uden tvivl, men jeg tror, at det kommer med meget erfaring. Jeg tror ikke, at Chelsea nogensinde kan erstatte John. Han var den bedste leder, jeg nogensinde har set – ikke kun på banen, men også udenfor, fortæller Ruben Loftus-Cheek til ESPN.

– Han organiserede altid og klarede tingene for at gøre det nemmere for os. På banen var han tydelig i stemmen, og han var den karakter, man skal have i bagkæden for at organisere og få andre til at føle sig trygge. Jeg observerede det og følte det, og det er noget, der kommer med erfaring. Når jeg har fået mere erfaring, kan jeg forhåbentlig blive den person.

Ligesom John Terry er Ruben Loftus-Cheek kommet op gennem Chelseas ungdomsakademi, og han har i denne sæson formået at score 10 mål, hvilket en af the Blues’ egenudviklede spillere ikke havde formået siden 1992/1993-sæsonen.

Annonce