Nu sker det: Nicklas Bendtner vender tilbage til Parken
Nicklas Bendtner er vant til at komme i Danmarks nationalarena, Parken.
I perioden fra 2006 til 2018 var han aktiv på Danmarks A-landshold, og han har derfor regelmæssigt stiftet bekendtskab med stadionet på Per Henrik Lings Allé.
LÆS OGSÅ: Trist melding om Daniel Agger
I en kort overgang i 2019 var han tilmed tilknyttet F.C. København, så derfor blev Parken hans hjemmebane hver anden uge.
Nu får Nicklas Bendtner så fast base i Parken. Det er dog ikke på grønsværen.
Han får nemlig kontor i Parken som en del af selskabet Legendary Gaming Group.
“Som en del af sin udvidelse har Legendary Gaming Group sikret sig et 450 kvadratmeter stort lokale i Danmarks ikoniske Parken Stadion, ” skriver Legendary Gaming Group i en pressemeddelelse via Ritzau.
Nicklas Bendtner udtaler sig også i pressemeddelelsen.
– Legendary Arena er stedet, hvor professionelle spiller.
– Det er et knudepunkt for talent, innovation og fællesskab – alt sammen i hjertet af Danmarks førende stadion, lyder det fra Nicklas Bendtner.
Den danske rigmand Lars Seier Christensen har desuden tilsluttet sig investorkredsen, fremgår det af pressemeddelelsen.
I samme ombæring oplyses det, at den tidligere F.C. København-spiller Peter Ankersen bliver en del af ejerkredsen i virksomheden.
Det er dog ikke den eneste nyhed, der florerer om Nicklas Bendtner i disse dage. For en uges tid siden kom det frem, at den tidligere Arsenal-dansker har friet til sin kommende hustru, Sus Wilkins.
– Det største ja, jeg nogensinde kunne sige, skrev Sus Wilkins i et opslag på det sociale medie Instagram.
– En ferie i Miami tog en drejning, da du (Nicklas Bendtner, red.) på den sidste dag sagde: ‘Vi tager faktisk ikke direkte hjem’. Herefter tog vi mod lufthavnen, og på billetterne stod St. Croix. Jeg kunne ikke stoppe med at græde. St. Croix er, hvor jeg er fra, det er mit andet hjem, og det er 10 år siden mit sidste besøg, fortsatte hun.