Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Norwich-manager efter første PL-sejr: En flot præstation

Af Søren Nørgaard
17.08.2019 Kl. 20:21
Norwich tog lørdag sin første sejr i denne sæson, da de på hjemmebane slog Newcastle 3-1 efter et målshow af en tidligere Brøndby-angriber.

Oprykkerne fra Norwich måtte i første spillerunde se sig slået 4-1 på Anfield af et velspillende Liverpool-mandskab, men denne weekend kom Kannariefuglene på pointkontoen, da de hjemme på Carrow Road slog Newcastle med 3-1.

Den tidligere Brøndby-angriber Teemu Pukki blev kampens helt store oplevelse, da han scorede hattrick for hjemmeholdet. Dermed blev han samtidig den første Norwich-spiller som scorer hattrick i Premier League, siden Efan Ekoku gjorde det tilbage i 1994. Efter kampen var klubbens manager Daniel Farke glad for den tidligere Superliga-angribers præstation.

– Det var nogle flotte afslutninger af Teemu. Hans arbejdsindsats var også fantastisk i dag, og jeg kan huske at han flere gange var med i det defensive arbejde også. Det er præcis den mentalitet, jeg ønsker at se fra mine spillere, udtalte Norwich-manageren til klubbens hjemmeside efter kampen.

Daniel Farke valgte samtidig at rose resten af holdet for deres præstation i lørdagens kamp:

– Teemu Pukki leverede en flot indsats, men det samme gjorde resten af holdet. Der var lidt pres på os efter nederlaget til Liverpool, hvor vi lukkede fire mål ind. Derfor var det også dejligt at se, hvordan holdet arbejdede for hinanden i dag, udtalte han og tilføjede:

– Det var vigtigt for os at få point i starten af sæsonen, så vi får bevist for os selv, at vi godt kan være med. Det har vi gjort med vores præstation i dag, og spillerne skal være glade, men også klar på at fortsætte det hårde arbejde resten af sæsonen, slutter Daniel Farke.

Annonce