Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ni Manchester United-spillere kan gå glip af Liverpool-kamp

Af Morten Bruun Jørgensen
13.12.2018 Kl. 13:40
José Mourinho kan komme til at mangle ni spillere grundet skader i søndagens Premier League-kamp mod Liverpool.

Mens Liverpool har nogle skadesproblemer i forsvaret, hvor Joe Gomez og Joel Matip med sikkerhed er ude til weekendens opgør mod Manchester United, er problemerne langt større hos De Røde Djævle. 

José Mourinho har den seneste tid beklaget sig over de mange skader i truppen, og lige nu ser det ikke til, at der er lysere tider forude for den portugisiske manager. 

I onsdagens Champions League-kamp mod Valencia måtte Marcos Rojo lade sig udskifte med en skade i pausen, og i træningen frem mod kampen var skotske Scott McTominay også blevet skadet.

Derudover er Diogo Dalot også løbet ind i en skade, og det kommer på et ærgerligt tidspunkt for portugiseren, som var kampens bedste spiller i weekenden mod Fulham.

Samtidig er det uvist, om Luke Shaw, Chris Smalling, Anthony Martial og Matteo Darmian vil være i stand til at spille weekendens kamp mod Liverpool. Kvartetten var i hvert fald ikke i stand til at spille mod Valencia.

Det var Victor Lindelöf og Alexis Sánchez heller ikke, og de to spillere er med sikkerhed ude af kampen mod Liverpool.

Det er altså ni spillere, som potentielt set kan misse søndagens brag på Anfield, og det må give en ordentlig gang hovedpine for José Mourinho.

Annonce