Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Newcastle tæt på endegyldig overlevelse

Af Simon Jensen
20.04.2019 Kl. 18:37
Newcastle har kun tabt to Premier League-hjemmekampe i 2019, og lørdag aften fortsatte holdet de fine takter med en hjemmesejr på 3-1 over Southampton.

Den nye Newcastle-topscorer, Ayoze Perez, havde en aldeles fremragende aften, da han med tre fuldtræffere bidrog kraftigt til at sende The Magpies meget tæt på en definitiv overlevelse i Premier League i denne sæson. 

Den spanske spydspids havde før aftenens opgør scoret syv gange i sæsonen, hvormed han med sit hattrick sendte sin total op på ti scoringer. Han både åbnede og lukkede scoringen i opgøret, mens han ligeledes stod bag 2-0-målet i duellen mod Southampton cirka midtvejs i første halvleg. 

Mario Lemina stod for gæsternes eneste scoring i opgøret, da han reducerede til 1-2 efter en times spil. Men førnævnte Perez lukkede kampen med sin tredje scoring i 86. minut til slutresultatet 3-1. 

Med sejren og de tre points befinder Newcastle sig ti points foran Cardiff på tredjesidstepladsen. Der resterer fire kampe for waliserne – tre for Newcastle. For Southampton er situationen lidt mere kritisk, idet mandskabet – der også mangler fire kampe i sæsonen – kun har fem points ned til Cardiff. 

Annonce