Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Newcastle-back bliver klar mod Chelsea

Af Morten Bruun Jørgensen
19.08.2018 Kl. 09:25
Rafael Benitez kan se frem til at få DeAndre Yedlin klar til næste weekend, hvor Newcastle møder Chelsea.

I slutningen af sæsonens første kamp måtte DeAndre Yedlin udgå med en skade, og derfor var det op til spanske Javier Manquillo at holde styr på Josh Murphy i lørdagens kamp mod Cardiff.

Det formåede højrebacken dog ingenlunde, og han måtte også udgå i pausen med en skade, hvilket betød, at midtbanespilleren Isaac Hayden i stedet måtte spille som højre back, inden han fik et direkte rødt kort.

Derfor ser det småt ud med muligheder på højre back for Newcastle til den svære hjemmekamp mod Chelsea i næste runde, men Rafael Benitez kan til den kamp igen råde over DeAndre Yedlin.

– Yedlin vil være klar. Forhåbentlig er Manquillos ankelskade ikke alt for alvorlig. Vi skal nok klare os, sagde den spanske manager efter lørdagens kamp mod Cardiff ifølge Chronicle Live.

I løbet af sommerens transfervindue ønskede Rafael Benitez at hente en konkurrent ind til DeAndre Yedlin, men det lykkedes ikke, og derfor måtte Javier Manquillo i aktion, da amerikaneren blev skadet.

Der bliver også brug for en skarp højre back mod Chelsea, hvor Willian, Pedro og Eden Hazard er klar til at gøre livet surt for den Newcastle-spiller, som får tjansen i højre forsvarsside. 

Annonce