Nasri: Han ved ikke hvordan man forsvarer
Samir Nasri er ikke ligefrem imponeret af Nuno Mendes´ evner i forsvaret.
Portugiseren mistede Kai Havertz, da tyskeren headede 1-0-målet i kassen i Arsenals sejr på 2-0 over PSG i Champions League tirsdag aften.
– Jeg vil gå lige til pointen. Han ved ikke, hvordan man forsvarer. Han ved, hvordan man angriber og er farlig, men jeg forstår ikke, hvorfor han altid skal være den tredje stopper, sagde Nasri som ekspert på Canal Plus.
Mendes har ellers været en relativt fast del af et forsvar, der er startet sæsonen flot. Kun Reims havde inden Arsenal-kampen fået point mod PSG, som bare havde lukket fem mål ind i syv kampe. Derudover har Mendes været med til at vinde to landskampe.
Den 22-årige portugiser sad ude i det meste af 2023/2024-sæsonen med en muskelskade. Blot seks ligakampe nåede han.