Mohamed Salah færdig i Liverpool
Der er ingen tvivl hos TV 2-ekspert Mads Junker om, at den egyptiske stjernespiller Mohamed Salah er færdig i Liverpool.
Offensivspilleren smed noget af en bombe, da han stoppede for at tale med pressen lørdag aften efter en ny skuffelse mod Leeds.
Egypteren kom slet ikke på banen og startede ude for tredje kamp i træk, hvorefter han lod sine frustrationer få frit løb.
Nu regner Mads Junker så også med, at Premier League-legenden meget snart forlader den engelske storklub. Det fortæller han til TV 2.
Mohamed Salah på vej væk fra Liverpool
– Jeg forestiller mig, at Salah spiller sin sidste kamp på lørdag, inden han tager til AFCON. De her udtalelser ligger på et giftigt tidspunkt, lige inden at transfervinduet åbner. Og du kan jo mærke, hvor frustreret Salah er.
– Var det sket i oktober, havde der måske været tid til at redde det, men nu åbner transfervinduet om lidt. Og det tyder jo også lidt på, at begge parter måske er interesseret i at gå samme vej. Så mit bud er, at Salah spiller sin sidste kamp i Liverpool-trøjen på lørdag, siger Mads Junker.
I midtugen venter en Champions League-kamp mod Inter, inden næste weekend byder på en kamp mod Brighton.
Det kan så vise sig at blive hans allersidste for The Reds.
Her kan du læse vores bud på tre mulige afløsere for Mohamed Salah i Liverpool.














