Medie: FCN-juvel følges af fire PL-klubber
Sindre Walle Egeli har kun lige rundet 10 Superliga-kampe, men nordmanden er allerede en ombejlet ung herre.
Den 18-årige FC Nordsjælland-spiller bliver fulgt af Crystal Palace, Newcastle, Brighton og West Ham. Det skriver HITC.
Egeli kan således blive det næste norske stjerneskud i Premier League, hvor Martin Ødegaard og Erling Haaland allerede huserer. Og det skulle da heller ikke være første gang, at FC Nordsjælland har solgt stort til udlandet.
Brighton har allerede købt både Simon Adingra og Ibrahim Osman i Farum, og ad omveje er Mohammed Kudus og Mikkel Damsgaard endt i henholdsvis West Ham og Brentford. Derudover har FCN solgt spillere som Ernest Nuamah, Conrad Harder, Kamaldeen Sulemana og Andreas Schjelderup til store millionbeløb.
Egeli har netop forlænget sin kontrakt til 2028, men som det netop er set med Harder er FCN ikke blege for at sælge kort efter kontraktforlængelse.
Nordmanden har scoret tre gange og leveret én assist i de første syv Superliga-runder i indeværende sæson. Den 6. september fik han A-landsholdsdebut efter 24 kampe for diverse ungdomslandshold.