Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Medie afslører: Dette er Mourinhos holdning til Eriksen-exit

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
20.11.2019 Kl. 14:37
Det bliver spændende at se, om ansættelsen af José Mourinho får nogen indflydelse på Christian Eriksens kontraktsituation i Tottenham.

Intet er garanteret, og det kan meget vel være, at Christian Eriksen er fast besluttet på at forlade Tottenham ligegyldigt hvad, men José Mourinho vil forsøge at overtale danskeren til at forlænge sin kontrakt med klubben.

Det erfarer journalisterne Ian McGarry og Duncan Castles fra The Transfer Window Podcast.

Eriksen er kun én blandt flere Spurs-spillere, som nærmer sig sit kontraktudløb efter denne sæson, og der er umiddelbart ingen indikationer på, at hverken danskeren, Toby Alderweireld eller Jan Vertonghen vil forlænge.

Men The Transfer Window Podcast erfarer, at José Mourinho under sin jobsamtale med Daniel Levy svor, at han ville give det et forsøg.

– Mourinho har kaldt til holdmøde, men han har også kaldt til møde med truppens ledere, heriblandt Harry Kane, for at fortælle dem, hvad han har tænkt sig at gøre på kort sigt.  Mourinho vil forsøge at forene en splittet trup igen, siger Ian McGarry.

– I samtaler med Daniel Levy har han sagt, at han ville forsøge at overtale dem til at blive. Ordlyden skulle have været; "Jeg er fodboldtræner, ikke troldmand, så jeg kan ikke love noget, men jeg vil gøre et forsøg".

Er det sandt, er det stik modsat det, som José Mourinho tidligere har udtalt om Christian Eriksen, da portugiseren var medkommentator for Sky Sports.

Her skulle den nye Tottenham-træner have udtalt:

– Jeg kan ikke lide at beholde spillere, som ikke ønsker at være i klubben. Det er altid meget svært. Jeg ser det ikke fra et økonomisk perspektiv, men fra et motivationens synspunkt.

Nu er det store spørgsmål så, om Mourinho er i stand til at motivere Christian Eriksen og potentielt overtale ham til at blive, selvom man sidder med en følelse af, at der ikke er nogen vej tilbage for danskeren.

 

 

Annonce