Martial kan komme i prominent klub med scoring mod Palace
Anthony Martial har scoringsmæssigt ramt et højt niveau i denne sæson, og den franske kantspiller kan komme i en flot klub, såfremt han scorer i næste Premier League-kamp imod Crystal Palace.
Franskmanden har nemlig scoret i fem kampe i streg, og såfremt han kan gøre det til seks, så vil han tangere Eric Cantona, Ruud van Nistelrooy og Cristiano Ronaldos klubrekord, da de ligeledes har scoret i seks kampe i streg i en sæson.
Eric Cantona præsterede dette i 1995/96-sæsonen, mens Ronaldo gjorde det i 2007/08-sæsonen. Hollandske van Nistelrooy har gjort det to gange, da han både klarede det i 2001/02- og 2004/05-sæsonerne.
van Nistelrooy er dog den, der holder rekorden for at score flest kampe i streg, men dette strakte sig over to sæsoner, da han fra slutningen af 02/03-sæsonen til starten af 03/04-sæsonen scorede i 10 kampe i træk.
Premier League-rekorden for at score flest kampe i streg blev dog sat af Jamie Vardy i Leicesters mesterskabssæson i 2015/16, hvor han garnede 11 kampe i streg.