Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mané: Mine forældre frarådede mig at blive fodboldspiller

Af Mads Bye Marboe
12.09.2018 Kl. 18:20
Sadio Manés forældre ønskede, at han skulle uddanne sig til at blive lærer, men Liverpool-spilleren sagde nej.

Sadio Mané har udviklet sig til at være en af de helt store stjerner i Premier League efter skiftet til Liverpool, men det er ikke ligefrem senegaleserens forældre, der har været medvirkende til Manés succes.

Da Mané var yngre, frarådede hans forældre ham at blive fodboldspiller. De ønskede, at han skulle uddanne sig til at blive lærer.

– Jeg blev født i en landsby, hvor der aldrig havde været en fodboldspiller, som gik hele vejen til de store turneringer, indleder kantspilleren over for Bleacher Report og uddyber:

– Jeg kan huske, at da jeg var lille, følte mine forældre, at jeg skulle studere, så jeg kunne blive lærer. De mente, at fodbold var spild af tid, og at jeg aldrig ville få succes med det. Jeg sagde altid: "Dette er det eneste job, som kan give mig mulighed for at hjælpe jer." Jeg mente, at jeg havde en chance for at blive fodboldspiller.

Mané fortæller, at det i stedet var spillere som Ronaldinho og El Hadji-Diouf, der inspirerede ham.

– Da jeg var yngre, havde jeg mange yndlingsfodboldspillere, men Ronaldinho var min største favorit sammen med El Hadji-Diouf fra Senegal.

– De inspirerede mig virkelig. Disse to spillere var eksempler for mig som fodboldspiller. De var talentfulde spillere og gode driblere, som nemt kunne komme forbi deres modstandere.

Selvom Mané klarede det som professionel fodboldspiller, har han altid været meget ydmyg. Senest hjalp han med at rengøre sin lokale moské efter Liverpools sejr over Leicester, og den tidligere Southampton-profil hævder også, at han foretrækker det stille liv med familie og venner.

– Jeg er ikke en festabe eller en, der rejser meget. Når jeg ikke spiller fodbold, foretrækker jeg at slappe af og tilbringe tid mine venner og min familie. I løbet af ferierne tager jeg altid tilbage til min landsby for at tilbringe tid med min familie og mine barndomsvenner.

Mané skiftede til Meyserside-klubben for to somre siden.

Annonce