Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester City øjner spansk landsholdsspiller trods vanvidskontrakt

Af Morten Bruun Jørgensen
16.02.2019 Kl. 23:07
Jagten på en langsigtet afløser for Fernandinho i Manchester City fortsætter, og nu kigger den engelske storklub angiveligt mod en spansk storklub.

Ruben Neves, Tanguy N’Dombélé og Frenkie De Jong.

Det er primært disse tre navne, som i de seneste måneder er blevet nævnt som mulige afløsere for Fernandinho engang i fremtiden hos Manchester City, men nu bliver der bragt et nyt navn i spil af den engelske avis, the Mirror.

I slutningen af 2018 begyndte Manchester City angiveligt at kigge på Saúl Ñíguez, men det kan blive særdeles vanskeligt at få fingrene i den 24-årige spanier.

Først og fremmest er han en nøglespiller for Atlético Madrid, og den spanske storklub vil meget nødigt slippe en af sine stamspillere. Ydermere har hovedstadsklubben ingen grund til at frygte for et snarligt kontraktudløb, da Saúl Ñíguez i 2017 underskrev en kontrakt frem til 2026.

Aftalen indeholder en frikøbsklausul på 1,1 milliarder kroner, og det er en pris, som Manchester City ikke er villig til at betale. Dog vil den engelske storklub alligevel forsøge at få Atlético Madrid til at gå med til en lavere overgangssum for den spanske landsholdsspiller.

Saúl Ñíguez har indtil videre spillet 233 kampe for Atlético Madrid, hvor han har scoret 31 mål og lavet 18 målgivende afleveringer. I løbet af sin karriere har han vundet Europa League to gange og den spanske pokaltitel én gang.

 

 

 

Annonce