Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lukaku garnede, da Chelsea sejrede sikkert

Af Daniel Sichlau
22.08.2021 Kl. 17:38
Chelseas belgiske angrebsstjerne slog til i sikker sejr over Arsenal

Romelu Lukaku gjorde lige præcis hvad der passede ham, da han fik chancen fra start i sit første opgør for Chelsea, siden skiftet tilbage til Premier League.

I søndagens sene opgør mod Arsenal på Emirates sikrede han sig da også en overskrift eller to. Den store belgier var bare hovedpersonen fra første fløjt, hvor Arsenals bagkæde havde rigeligt at se til.

Efter 15 minutters spil gik den så ikke længere. Romelu Lukaku bragte Chelsea foran efter et helt præcist indlæg fra Reece James. I situationen mosede belgieren sin direkte oppasser – Arsenals Pablo Mari – som var det en kludedukke. Fysikken fejler ingenting.

Bare tyve minutter senere gik det så galt igen for værterne, da Reece James havde rigeligt med tid og plads til at placere et godt spark bag Bernd Leno. Endnu en kold dukkert til Arsenal, der var uden flere profiler på dagen.

Fem minutter efter sin scoring blev Reece James så omdrejningspunktet for en temmelig omdiskuteret situation. Bakayo Saka blev væltet i Chelseas felt og hverken dommer Paul Tierney eller VAR-rummet var behjælpelige med et straffe. Noget der ikke huede Arsenals fans, hverken på lægterne eller på de sociale medier.

Anden halvleg rummede stadig en del energi, men manglede den sidste og afgørende kølighed. Begge hold kom frem til et par fine chancer, men Chelsea fik stille og roligt lukket opgøret ned.

Opgøret endte med en sikker 2-0-sejr til Chelsea, der nu ligger side om side med Liverpool i toppen af Premier League. Begge hold har vundet deres første kamp 3-0 og anden kamp 2-0, hvilket betyder at der er lagt i kakkelovnen til en sand topkamp på lørdag, når Chelsea gæster Anfield.

Annonce