Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

London-gyser: Arsenal vinder FA Cuppen for 14. gang

Af Jeppe Augustsen
01.08.2020 Kl. 18:34
Arsenal trak det længste strå i aftenens finale og sikrede sig deres 14. FA Cup-triumf i klubbens historie.

Der var dømt rivalopgør i dette års FA Cup-finale, da Arsenal og Chelsea tørnede sammen på Wembley.

Her kom Chelsea bedst fra start, og allerede efter fem minutters spil gjorde Christian Pulisic det til 1-0.

I det 26. minut fik Arsenal en gylden mulighed for at udligne, da de fik tildelt et straffespark. Cesar Azpilicueta hev Pierre-Emerick Aubameyang ned i eget felt, og Arsenal-angriberen sparkede selv og gjorde det til 1-1. Kort tid efter måtte Cesar Azpilicueta gå fra banen med en forstrækning, og han blev erstattet af Andreas Christensen.

Kort inde i anden halvleg pådrog Christian Pulisic sig også en forstrækning og måtte også gå fra banen.

I midten af anden halvleg var Pierre-Emerick Aubameyang på pletten, der efter en god dribling løftede bolden over Willy Caballero i Chelsea-målet, og så tog Arsenal føringen.

Godt fem minutter senere blev det endnu sværere for Lampards tropper. Mateo Kovacic modtog sit andet gule kort efter en tackling på Granit Xhaka og blev sendt tidligt i bad. 

Selvom Chelsea jagtede en udligning, blev det ikke til mere på Wembley, og dermed sikrede Arsenal sig klubbens 14. FA Cup-triumf og udbygger rekorden som den mest vindende klub af turneringen.

Med triumfen sikrer Arsenal sig også en plads i Europa League, og det betyder, at Wolverhampton ikke skal spille Europa League i næste sæson. De kan dog i stedet sikre sig en billet til Champions League, hvis de skulle gå hen og vinde dette års Europa League.

Annonce