Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool sejrede på Craven Cottage trods van Dijk-koks

Af Jeppe Augustsen
17.03.2019 Kl. 16:05
Virgil van Dijk lavede en sjælden fejl, som resulterede i en scoring, men heldigvis for The Reds endte det ikke med at koste point mod Fulham.

Grundet Manchester Citys FA Cup-kamp mod Swansea kunne Liverpool bringe sig op på førstepladsen i Premier League med en sejr over Fulham.

Liverpool satte sig hurtigt på spillet på Craven Cottage og kom også frem til et par gode chancer. 

Efter 26 minutters spil kom gæsterne på måltavlen, da Sadio Mané efter et godt sammenspil med Roberto Firmino kunne sparke bolden i kassen til 1-0, som også blev resultatet ved halvleg.

I anden halvleg kom Fulham bedre med rent spillemæssigt, men havde svært ved at tilspille sig de helt store chancer.

Derfor var det også en Liverpool-fejl, der resulterede i en Fulham-scoring. Virgil van Dijk forsøgte at heade bolden tilbage til Alisson, som blev for kort, og det udnyttede Ryan Babel, der gjorde det til 1-1 i det 74. minut. 

Liverpool skulle dermed frem på banen og jagte de tre point, og fem minutter senere fik de muligheden for at udnytte en fejl af Sergio Rico. Fulham-keeperen nedlagde Sadio Mané i eget felt, og James Milner eksekverede sikkert sparket fra straffesparkspletten. 

Det endte ikke med flere scoringer på Craven Cottage, og med de tre point topper Liverpool nu førstepladsen med to point foran Manchester City, som har én kamp i baghånden.

Annonce