Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool kom sejrrigt ud af underholdende opgør mod Chelsea

Af Nikolai Gilkrog Mortensen
22.09.2019 Kl. 17:23
Liverpool tog den sjette sejr i træk i denne sæsons Premier League, da de vandt 2-1 på Stamford Bridge mod Chelsea.

Liverpool skulle forsøge at vinde deres sjette kamp ud af seks mulige i Premier League, da de besøgte Chelsea på Stamford Bridge søndag aften i et topbrag i engelsk fodbold.

Før opgøret toppede Liverpool Premier League med maksimumpoint efter fem runder, mens Chelsea lå midt i tabellen med otte point efter de fem spillerunder.

Der var lagt op til en opgør med højt tempo og masser af chancer, da det er to hold, der elsker det offensive udtryk med højt pres og hurtigt chanceskabende angrebsspil.

Liverpool kom bedst fra start i opgøret, og de bragte sig tidligt i front, da Trent Alexander-Arnold sparkede et frispark op i hjørnet efter 14 minutter – bolden blev trillet til siden af Salah, før Alexander-Arnold smadrede den i hjørnet.

Chelseas spil blev herefter bedre, og de fik også scoret opgørets næste mål. Efter lidt pingpong i feltet, hvor Chelsea havde flere afslutninger mod mål endte bolden hos Azpilicueta, der sparkede bolden forbi Adrian i målet.

Målet stod dog kun i ganske kort tid, da det famøse VAR aflyste festen på Stamford Bridge. Mason Mount var blevet fanget i en offside i opspillet, der førte til det nu annullerede mål.

Som en spand kold vand lige i Chelsea-fansenes ansigter fik Liverpool kort tid efter et frispark i siden lige uden for Chelseas felt, og her sparkede Robertson bolden direkte ind i hovedet på Firmino, der flot steg op og scorede til 2-0. For at gøre slemt værre var Chelsea også blevet ramt af to skader i halvlegen, hvorfor Emerson og danske Andreas Christensen var blevet skiftet ud.

Halvlegen fortsatte med at have et højt tempo, men der kom ikke yderligere ændringer på måltavlen, hvorfor Liverpool kunne gå til halvleg med en komfortabel 2-0 føring.

Chelsea skulle frem på banen i anden halvleg, hvilket passede dem fint. De fik til tider presset Liverpool og skabt optræk til chancer. Forløsningen på Stamford Bridge kom, da N’Golo Kanté – eller skal vi kalde ham N’Golo Hazard – driblede uden for Liverpools felt, og derefter sparkede bolden op i hjørnet. Et mål der kunne give flere Chelsea-fans minder om Eden Hazard.

2-1 og dermed var der lagt op til spænding til det sidste i London. Chelsea skabte et par muligheder for at udligne og efter 88 minutter kom indskiftede Batshuayi tæt på med et hovedstød, men altså lige akkurat uden om Adrians mål.

Lige før dommerens tillægstid fik Mason Mount en endnu større chance, men han misbrugte på det skammeligste, da han sparkede bolden langt over mål.

Tættere på kom Chelsea dog ikke, og Liverpool har dermed stadig fem point ned til Manchester City på andenpladsen i Premier League. Chelsea er på en skuffende 11. plads efter seks spillerunder.

 

Annonce