Liverpool går amok på transfermarkedet
Liverpool har ikke for vane at gå amok på transfermarkedet, men det kommer klubben til at gøre til sommer.
Sådan lyder meldingen nu fra The Telegraph oven på klubbens engelske mesterskab nummer 20, og det stemmer overens med tidligere meldinger om planerne.
Det forlyder, at bestyrelsen planlægger at investere massivt i sommerens transfervindue, hvor prioriteringerne er en angriber og en venstre back.
– Arne Slot vil få en af Liverpools største transferbudgetter i ryggen for at jagte ligatitel nummer 21, skriver The Telegraph, og det må få forventningerne op hos klubbens fans.
Sidste sommer kunne de se, hvordan den sportslige ledelse passede gevaldigt på pengene, og det endte med, at Federico Chiesa blev hentet som den eneste for omtrent 80 millioner kroner.
Det bliver lavet gevaldigt om på i det kommende transfervindue, hvor der er store planer for at sætte klubben i den bedst mulige position for at bevare sin plads øverst i engelsk fodbold.
I angrebet skal der en ny frontløber til, da Darwin Nuñez synes færdig. Her drømmes der om Alexander Isak, men det er så godt som umuligt at få svenskeren.
I stedet er franske Hugo Ekitiké en af alternativer, som The Reds kigger på, og han vil måske kunne hentes for omtrent 600 millioner kroner.
Til venstre back er Bournemouth-backen Milos Kerkez det klare førstevalg, men udfordringen er lige nu, at han bliver rigtig dyr. Klubben vil have en spiller, der kan dele spilletiden med Andrew Robertson til næste sæson.
Klubben er klar til at bruge mange millioner, men der er samtidig også en filosofi om, at der ikke skal betales overpris for spillere.
Samtidig kan spillere som Joe Gomez og Kostas Tsimikas få lov til at forlade klubben, mens også den unge Ben Doak kan ende med at blive solgt for en god pris.