Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-fans raser over tøjfirmas reference til Hillsborough

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.03.2018 Kl. 08:54
Tøjfirmaet Topman har trukket en trøje med en rose og tallet "96" på grund af heftig kritik fra Liverpool-fans.

Topman har efter massiv kritik måttet trække en rød trøje med en rose og tallet "96" på –  antallet af mennesker, der omkom i Hillsborough-katastrofen. 

Louise Brookes, hvis bror var blandt de 96 omkomne Liverpool-fans, var blandt de mest højlydte fortalere for at få trøjen trukket fra salg. 

– Jeg er overbevist om, at det er en reference til Hillsborough, så jeg vil have den trukket samt en forklaring på, hvordan denne trøje blev til, og hvad tanken bag er, siger Louise Brookes. 

På den røde trøje, der ikke længere er at finde på Topmans hjemmeside, stod der  også skrevet ordene: "what goes around, comes around". 

Det ordsprog har ifølge Louise Brookes været brugt af rivaliserende fans for at antyde, at de omkomne Liverpool-fans fortjente at dø som straf for Heysel-katastrofen.

Noget kunne dog tyde på, at Louise Brookes og andre Liverpool-fans overanalyserer trøjens budskab, selvom sammenhængen ganske rigtigt virker suspekt.

Associationerne til Hillsborough virker nemlig tilfældige, og alt tyder på, at trøjen snarere er en reference til en Bob Marley-sang, "What Goes Around Comes Around" fra 1996.  På trøjens ærme står der sågar også "Karma" som en hentydning til ordsprogets mening.

Ikke desto mindre har de mange højtråbende kritikere fået Topman til at reagere, så trøjen ikke længere kan købes på tøjfirmaets hjemmeside.  

Annonce