Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool åbner internationalt akademi på Mauritius

Af Mads Bye Marboe
24.08.2019 Kl. 14:53
Liverpool åbnede fredag et nyt, internationalt akademi på Mauritius.

Fredag kunne Liverpool-ikonet, Bruce Grobbelaar, og vicepræsent for klubbens internationale akademier, Dan White, i fællesskab med Mauritius' premierminister, Pravind Jugnauth, indvie et nyt, internationalt Liverpool-akademi på den lille østat.

Nationen har mindre end halvanden million indbyggere, men Liverpool oplevede en passioneret fanbase i landet, og derfor faldt valget på Mauritius. Det fortæller Dan White til BBC.

– Da vi begyndte at snakke om det, noterede vi, at vi har en fælles vision for at udvikle fodbolden og den indflydelse, sporten kan have på befolkningen.

– Der er en enormt passioneret fanbase på Mauritius, og vi tror på, at dette projekt kan bidrage positivt til fodboldens udvikling på Mauritius. Vi ser frem til at arbejde med vores partnere og sikre, at det bliver en succes. Vi ønsker at sikre autentisk Liverpool FC-træning til unge fans over hele verden.

Mauritius' landshold er nummer 157 på FIFA's verdensrangsliste.

Implementeringen og udviklingen af træningen vil blive kontrolleret af Liverpools trænerstab, som anføres af Neil Murphy, der stammer fra Mauritius.

– Vi har fået en rigtig god respons med mere end 2400 unge, som har ansøgt om at blive en del af akademiet. Der bliver en indledende plan de første tre år, og det første år vælger vi 256 spillere, som skal træne tre gange om ugen. Vi ansætter også 17 trænere, fortæller akademitræneren til BBC.

Akademiet er blevet åbnet i samarbejde med Mauritius' Ministerium for Sport og Unge.

Annonce