Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Leicester-stjerne om at møde City: Ligesom alle andre kampe

Af Michael Christiansen
21.02.2020 Kl. 21:38
James Maddison siger, at Leicester har vist, de kan slå de store hold.

The best of the rest.

Sådan må både Leicester og Manchester City nok kategoriseres i en sæson, hvor Premier League har ét suverænt førerhold.

Lørdagens kamp mellem de to klubber, der ligger nummer tre og to, bliver måske endda afgørende for, hvilket hold der får sølv. Der er pt fire point mellem dem.

Men ellers er kampen på King Power Stadium ikke anderledes end alle andre. Det hævder James Maddison, en af Leicesters store profiler i denne sæson.

– Vi skal bare vinde så mange kampe som muligt. I år har vi – i modsætning til sidste år – vist, at vi kan slå de hold, eksperterne siger, vi skal slå, men også taget point fra de store hold, den såkaldte ‘Big Six’, siger Maddison til Leicester Citys hjemmeside.

The Foxes’ nummer 10 afviser desuden, at Leicester vil udvise lørdagens modstander overdreven respekt eller ærefrygt, bare fordi det er de forsvarende mestre, der kommer på besøg.

– Vi har en god blanding af kampe her i den sidste del af sæsonen, og vi vil behandle Manchester City-kampen præcis, som vi vil behandle Norwich-kampen på næste fredag. Det handler om at samle så mange point som muligt, især i denne del af sæsonen, lyder det fra James Maddison.

Leicester har i denne sæson slået både Arsenal og Tottenham, ligesom holdet to gange har spillet uafgjort med Chelsea.
 

Annonce