Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Leicester og Burnley delte i Vichai-hyldest

Af Mads Bye Marboe
10.11.2018 Kl. 16:51
Leicester spillede lørdag klubbens første hjemmekamp efter tabet af Vichai Srivaddhanaprabha, men The Foxes måtte nøjes med 0-0 mod Burnley.

Vichai Srivaddhanaprabha omkom i forrige uge, og lørdag spillede Leicester så klubbens første hjemmekamp efter klubejerens død.

Burnley gæstede King Power Stadium, og Vichai blev hyldet inden opgøret, hvor The Foxes havde hele spiller- og trænerstaben med på banen, mens der blev holdt to minutters stilhed.

Det var også tydeligt, at Leicester-spillerne var opsatte på at levere en god præstation, og hjemmeholdet satte sig på spillet fra kampens start. I den indledende fase havde Wilfried Ndidi et forsøg fra distancen, som sneg sig forbi Joe Harts mål, men den første store chance i opgøret fandt sted efter et kvarters tid, da netop Hart forsøgte at bokse et godt indlæg fra Marc Albrighton væk. Keeperen kunne dog ikke komme ordentligt ind på bolden, som derfor havnede for fødderne af Jamie Vardy. Angriberen afsluttede fladt, men Matt Lowton reddede forsøget på målstregen.

Efter 21 minutter var Albrighton på spil igen, da han blev sat op af Ricardo Pereira i højre side. Englænderen fik slået bolden ind i panden på Rachid Ghezzal, men han headede på overliggeren.

Seks minutter senere var det så Demarai Gray, der fik en stor mulighed. Sløset Burnley-spil endte med, at Vardy kunne spille sin holdkammerat alene med Hart, men Burnley-målmanden kom godt ud af sit bur og fik afværget den store chance.

Gæsterne fra Burnley formåede sjældent at true i den anden ende, og det bedste forsøg i første halvleg fandt sted efter 39 minutter, hvor et frispark langt udefra af Johann Berg Gudmundsson endte med at tvinge danske Kasper Schmeichel ud i en god redning.

Værterne kom også klart bedst ud til anden halvleg, og The Foxes fik lagt et fornuftigt tryk på Sean Dyches mandskab. Jonny Evans og Wilfried Ndidi tegnede sig blandt andet for fine muligheder, men ind ville bolden ikke.

Claude Puel forsøgte sig ligeledes med offensive indskiftninger af Kelechi Iheanacho og Shinji Okazaki, men den nigerianske/japanske duo kunne heller ikke gøre forskellen, selvom sidstnævnte havde en god hovedstødsmulighed i overtiden, og opgøret endte derfor uden scoringer.

Annonce