Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lars Jacobsen om dumt Premier League-skifte: Jeg valgte simpelthen forkert

Af Morten Bruun Jørgensen
01.10.2020 Kl. 10:29
PLBOLD.dk har taget en snak med Lars Jacobsen, som fortæller om sin tid i Premier League.

Tre klubber på tre sæsoner og 42 kampe i alt.

Det er status for Lars Jacobsens Premier League-karriere, der aldrig blev nogen stor succes, og det var der flere årsager til, fortæller han selv i et eksklusivt interview med PLBOLD.dk.

– Først og fremmest er ligaen relativt stærk. Jeg kom også lidt skævt ind i Premier League, siger den tidligere landsholdsspiller, som skiftede til Everton i sommeren 2008.

– Jeg lavede en etårig aftale med Everton, og efter tre dage tog jeg afsted med landsholdet, hvor jeg slog min skulder af led og var ude i ni måneder. Det var en dum start, selvom jeg nåede tilbage og spillede de sidste seks kampe i sæsonen.

Kontrakten med Everton blev imidlertid ikke forlænget, selvom Merseyside-klubben faktisk gav ham muligheden for at blive.

I stedet tog han videre til Blackburn, men det skulle vise sig at være en dårlig beslutning.

– Jeg valgte at tage til Blackburn, fordi de tilbød mig en toårig kontrakt, mens Everton kun ville forlænge med et år, hvilket jo i princippet var logisk. Jeg nappede lidt sikkerhed i de to år, men jeg valgte simpelthen forkert, for det var under Sam Allardyce, og det var en type fodbold, der slet ikke passede mig.

Optur i London

Allerede efter blot én sæson i Blackburn var det tid til et nyt klubskifte, og den danske højre back drog til West Ham, hvor han straks oplevede større personlig succes.

– I West Ham havde jeg faktisk en rigtig fin sæson, men vi rykkede ned, og det var noget lort. Var vi blevet oppe, var jeg blevet der i længere tid, siger han.

Men nedrykningen betød også, at Lars Jacobsens tid i engelsk fodbold sluttede der, for pludselig var en gammel kending tilbage i trænersædet.

– Desværre sker der nogle ting, når man rykker ned. Træneren blev fyret, og så blev Sam Allardyce træner i stedet. Det var ham, jeg lige var stukket afsted fra, så det gav sig selv, at jeg ikke skulle være der.

Tiden i Premier League vil Lars Jacobsen aldrig glemme, og det var en periode, der var med til at rykke ham som spiller grundet det høje niveau i ligaen.

– Det er stadig en tid, der har betydet meget for mig, og det rykkede mange ting ved mig som spiller, fordi det er et ufatteligt højt niveau.

Ligaen har rykket sig

Nu følger Lars Jacobsen ligaen på afstand, og han kan se, at Premier League har rykket sig på flere parametre siden, han forlod ligaen

– Man har set en internationalisering af trænerstaben. For ti år siden var det stadig rimelig britisk. Pengene var der jo, men de er bare blevet større og større. Der er kommet en opgradering på spiller- og trænersiden.

– Ligaen er bare blevet stærkere, og det kan man også se på de resultater, som de laver rent internationalt, hvor de har tegnet både Champions League og Europa League, fortæller han.

Lars Jacobsen er lige nu ambassadør for #FodboldtrøjeFredag, og i den anledning har vi lavet dette interview med ham, hvor han blandt andet fortæller om en unik Gareth Bale-trøje. 

Annonce