Lægetjek bestået: Ny signing kan koste Tottenham 410 millioner
Mathys Tel skifter til Tottenham fra Bayern München på en lejeaftale sæsonen ud.
Lejeaftalen indeholder dog en købsoption, som Spurs kan aktivere til 410 millioner, skriver det meget troværdige medie The Athletic.
Der vil være tale om en seksårig kontrakt i det nordlige London, såfremt optionen indløses.
Tottenham er allerede nået til enighed med Bayern München, og desuden har den 19-årige franskmand gennemført det obligatoriske lægetjek forud for skiftet.
Han skriver under på kontrakten inden for ganske kort tid.
Tel har tidligere tiltrukket sig interesse fra Manchester United og Chelsea, men det bliver Tottenham, der ellers indledningsvist blev afvist, som løber med franskmanden.
Efter en længere samtale med Tottenhams australske manager, Ange Postecoglou, ombestemte Tel sig.
Franskmanden har scoret 16 mål i 83 optrædener for Bayern München, siden han tilsluttede sig den tyske storklub fra franske Rennes i 2022.
Tottenham har ellers scoret godt med mål i denne Premier League-sæson, hvor det er blevet til 48 mål i 24 kampe. Altså et gennemsnit på to mål pr. kamp.
Omvendt kniber det med at holde buret rent med 37 indkasserede mål efter samme antal kampe.
Ikke desto mindre er der nu en offensiv signing på vej til klubben.
Mandag aften er det desuden kommet frem, at Tottenham handler i Liverpool.