Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kontrakten var på plads: Tidl. Arsenal-direktør afslører alt om Alexis-sagaen

Af Jeppe Augustsen
09.07.2019 Kl. 09:35
Arsenals tidligere transferforhandler, Dick Law, fortæller alt om Alexis Sanchez' transfersaga.

Dick Law har inden for den uges tid afsløret detaljer omkring Arsenals køb af Mesut Özil samt deres bud på Luis Suarez.

Dick Law er tidligere direktør i Arsenal og spillede en afgørende rolle ved klubbens transfers, og han afslører nu også alt om transfersaga om Alexis Sanchez.

Efter at have forhandlet gennem hele året i 2016 nåede de endelig frem til en kontraktforlængelse, men chileneren ændrede mening i sidste øjebliket, og så stod The Gunners med deres stjernespiller, der havde 18 måneder tilbage af sin kontrakt. 

– Vi havde en aftale. Det var december, og jeg havde snakket med hans agent (Fernando Felicevich, red.) hele 2016 – hele året. Vi nåede til december, og jeg fløj til Santiago, hvor vi fik handlen på plads. Spilleren (Sanchez, red.) var enig over telefonen på Fernandos kontor. Vi gav hånd og diskuterede, hvor svære forhandlingerne havde været, men nu havde vi en aftale på plads, siger Law til GOAL.

– Det juridiske hold lavede kontraktudkastet og sendte det til Sanchez' repræsentanter, og mens dokumenterne blev sendt, ændrede han mening af en eller anden grund. Vi vidste ikke, hvem der havde taget kontakt til spilleren, eller hvorfor han ændrede mening. 

Efter Sanchez' beslutning ville Arsenal sælge ham den efterfølgende sommer, fordi han havde et år tilbage af sin kontrakt. Arsenal ville dog ikke sælge til en Premier League-rival, men det var de tæt på at gøre på deadline day i sommeren 2017.

– Der var ingen konkrete bud på Sanchez indtil den sidste dag af transfervinduet, da City bragte sig på banen. Vi måtte lave en simpel udregning. Vi ville være i en konkurrencedygtig position i Champions League? Ville vi være bedre stillet med Sanchez eller uden? Beslutningen var, at vi ville være bedre stillet med ham. Vi forsøgte at få Lemar, og det havde betydet, at Sanchez skiftede til City. Vi ville bruge pengene fra salget på Lemar.

– Vi havde en aftale på plads med Lemar, og City med Sanchez, men Lemar var indkaldt til det franske landshold, og Monaco forsinkede handlen – og de forsinkede den også for meget. De sendte først et klart signal til Lemar, da han var rejst med landsholdet, og handlen gik i vasken.

– Det var en skam, fordi det ville have været interessant at se Lemar i Arsenal, men man må komme videre fra disse ting. 

Et halvt år senere forhandlede Arsenal en byttehandel på plads med Manchester United, der sendte Henrikh Mkhitaryan den anden vej.

– Jeg tror ikke, at Manchester United har fået det, de betalte for Sanchez. United går normalt ikke amok med lønninger, men det gjorde de af en eller anden grund med Sanchez. Vi forstod aldrig handlen. Jeg tror, Sanchez pressede på for handlen, men set i bakspejlet fejlvurderede han skiftet.

– Ville han have været en rigere mand i dag, hvis han havde holdt sit ord ved vores tilbud i 2016? Han har tjent nogle flere millioner, men jeg ved ikke, hvad der er bedst for ham, og jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer for ham, lyder det fra Dick Law.

Annonce