Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kommentator: Lampard overtog Chelsea for tidligt

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
20.01.2021 Kl. 09:10
Perry Groves mener, Frank Lampard burde have fået mere erfaring som manager, før han tog trænerjobbet på Stamford Bridge.

Frank Lampard er ikke en toptræner. I hvert fald ikke endnu, og det er dét, en klub som Chelsea kræver. Derfor skulle Lampard have ventet med at overtage trænerjobbet, mener kommentatoren Perry Groves fra Talksport.

Vurderingen kommer efter tirsdagens nederlag, hvor Leicester var et niveau eller to over The Blues, uden at Lampard for alvor kunne ændre på det undervejs i kampen.

– Chelsea har et hold, som skriger efter en 4-2-3-1, da det er deres bedste formation. Men Lampard ser det ikke, og han lavede ingen ændringer i pausen og beholder den samme formation, sagde Groves kort efter nederlaget.

– Han tog Chelsea-jobbet for tidligt i trænerkarrieren. Han var stadig ved at lære jobbet, og han gjorde det udmærket i sidste sæson, hvor forventningerne var begrænsede på grund af deres transferkarantæne. Men han har nu brugt £220 millioner, og holdet er kun blevet dårligere.

– Han er ikke nogen elitetræner, men han er i en eliteklub.

Lampard er nu bookmakernes klare favorit til at være næste Premier League-træner, som må lade livet. Roman Abramovich har aldrig været kendt for sin tålmodighed, men det er aldrig til at sige, om Lampard kunne være undtagelsen.

 

Annonce