Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kommentator: Klopp får svært ved at tilgive ejernes beslutning

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
07.04.2020 Kl. 06:48
Tony Cascarino kan ikke forestille sig, at Jürgen Klopp uden videre tilgiver Liverpool-ejerne for deres beslutning om at sende sine ansatte hjem på lønkompensation.

Lørdag annoncerede Liverpool, en af verdens rigeste klubber, at man ville sende halvdelen af sine ikke-spillende ansatte hjem på en lønkompensationsordning, hvor den britiske stat stod for at betale 80 procent af lønnen.

Den beslutning gav massivt bagslag og mødte stor kritik fra klubbens egne fans, så mandag aften kunne Liverpool så igen meddele, at man alligevel havde besluttet sig for selv at betale sine ansattes løn.

Men fodboldkommentatoren Tony Cascarino har svært ved at se, hvordan Jürgen Klopp uden videre skulle tilgive Liverpool-ejerne for at træffe den fejlagtige beslutning.

– Et kort øjeblik lignede Liverpool alle andre klubber, som vægter profit højere end moral.  Det er ikke den type organisation, som Jürgen Klopp skiftede til. Han ville ikke stå i spidsen for en hvilken som helst klub, men ville vinde trofæer med en underliggende fornemmelse af at være en familie og stå sammen, skriver Cascarino i sin klumme for The Times.

– Klopp har et billede af Shankly stående i sit kontor som en konstant påmindelse om, hvad det er for nogle værdier, han har arvet. Hvis Liverpool-ejer John W. Henry har et lignende billede stående på sit kontor, som må det være væltet ned fra bordet for nyligt.

Hidtil har Jürgen Klopp og Liverpool FC lignet et match lavet i himlen, men Cascarino frygter – og overdramatiserer måske – lidt, at fadæsen med den statsfinansierede løn kan ende med at blive øjeblikket, hvor forholdet blev bittert.

– Det kan godt være, der kommer til at gå et par sæsoner, men når Klopp og Liverpool skilles, vil orloven ende med at blive set som det øjeblik, hvor forholdet begyndte at blive surt. Jeg ville være overrasket, hvis Klopp er i stand til bare at tilgive og glemme ejernes store uheldige handling, skriver Cascarino.

 

Annonce