Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Spillere med en fortid i Eredivisie

Af Rasmus Bendrup
08.07.2020 Kl. 18:32
Der er blandt andet en dansker på listen over spillere, der har en fortid i den hollandske Eredivisie.

Den hollandske Eredivisie er globalt anerkendt som en fodboldmæssig talentfabrik. Netop denne talentfabrik er da også én, som Premier League-klubberne holder øje med.

Chelsea har eksempelvis lige plukket Hakim Ziyech i Ajax. Marokkaneren kommer til denne sommer, og er spået til at blive en nøglespiller for The Blues i næste sæson.

PLBOLD har taget et kig på, hvilke spillere, der har klaret det bedst i Premier League efter at være kommet til fra Eredivisie, og giver her et bud på den bedste XI med PL-spillere, der har en fortid i den hollandske liga.

Målmand: Edwin van der Sar (Manchester United)

Den legendariske målmand var hos The Red Devils fra 2005 til 2011, og nåede at vinde Premier League hele fire gange, hvilket fortæller hele historien om, hvor stort et koryfæ, han egentligt er.

Forsvar: Virgil van Dijk (Southampton, Liverpool)

van Dijk bliver af mange betragtet som værende verdens bedste forsvarsspiller, og han er selvskrevet til denne liste. van Dijk er forsvarende Premier League- og Champions League-mester, og han er for længst en del af Liverpools historiebøger.

Forsvar: Jan Vertonghen (Tottenham)

En anden mand, som dog ikke har vundet Premier League, er Jan Vertonghen, der har været en udpræget succes i Tottenham, hvor han er en lederskikkelse, og har været det siden han kom til fra Ajax i 2012. 

Forsvar: Jaap Stam (Manchester United)

Stam var – ligesom van Dijk – en forsvarsspiller, der vil blive husket som én af de ypperste i Premier League-regi. Han vandt ligaen tre gange med Manchester United, og kan desuden kalde sig CL- og FA Cup-mester med klubben.

Venstre wingback: Dirk Kuyt (Liverpool)

Dirk Kuyt var skræddersyet til Premier League, og trods at trofæhøsten var meget lille i hollænderens periode i klubben, så var han alligevel én af de helt store profiler. Hans største styrke var, at han kunne varetage alverdens positioner, hvorfor han i perioder også blev brugt som venstre wingback. Havde der været tale om en regulær kantposition, havde Arsenal-legenden Marc Overmars nok alligevel været foretrukket over Kuyt, men den tilbagetrukne rolle er altså årsagen til, at Kuyt er foretrukket.

Midtbane: Dennis Bergkamp (Arsenal)

Arsenal-legenden bliver betragtet som værende den bedste hollænder, der nogensinde har spillet i ligaen. Han vandt ligaen hele tre gange med Arsenal, og var personligt én af de helt store årsager til klubbens succes. Han var da også hos Arsenal fra 1995 til 2006.

Midtbane: Christian Eriksen (Tottenham)

Måske er det med danskerbrillerne på, at man ikke vælger en spiller såsom Georginio Wijnaldum, der netop har været en nøgle til, at Liverpool har vundet Premier League, eller en Ruud Gullit, som agerede spillende træner i Chelsea, men Eriksen blev på sit højeste i Tottenham betragtet som en del af verdenseliten, når det kommer til playmakere. 

Højre wingback: Arjen Robben (Chelsea)

Robben er primært kendt for sine offensive meritter, men under Pep Guardiola i Bayern München spillede han ligeledes wingback, hvorfor det er dén position, han er blevet klemt ind på hér. Robben var fantastisk for Chelsea, som han vandt Premier League med to gange i løbet af sine tre år i klubben.

Angreb: Luis Suarez (Liverpool)

Suarez er dén offensivspiller på listen, hvis position var mest udsat, da man ligeledes kunne have valgt Jimmy Floyd Hasselbaink. Suarez satte dog scoringsrekord i 2013/2014-sæsonen, hvor han var et mulehår fra at bombe Liverpool til en titel med 31 mål i 33 kampe.

Angreb: Robin van Persie (Arsenal, Manchester United)

Hollænderen er ikke lige populær blandt Arsenals og Manchester Uniteds fans, da han tog til The Red Devils for at vinde trofæer, da talentet simpelthen rakte ud over top fire-placeringer hos The Gunners. Premier League-trofæet vandt han i sin første sæson i klubben, hvor det blev til 26 mål.

Angreb: Ruud van Nistelrooy (Manchester United)

Endnu en Premier League-medaljeholder fra Manchester United er Ruud van Nistelrooy, som spillede i klubben fra 2001 til 2006, inden han skiftede til Real Madrid for €15 millioner.

Annonce