Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Det ultimate United- og Arsenal-hold

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
05.12.2018 Kl. 10:52
Vi kommer her med vores bud på den bedste kombinerede startopstilling, man kan skabe med spillerne fra Manchester United og Arsenal.

Målmand: David de Gea

Der er vist forholdsvis stor enighed om, at David de Gea er den bedste målmand i Premier League – og måske sågar i hele verden.

Petr Cech er blevet slået af Arsenal-holdet af Bernd Leno, og selvom tyskeren viser lovende takter,  har han ikke vist nok endnu til, at man kan tillade sig at vippe David de Gea af pinden.

Højreback: Hector Bellerin

Ashley Young og Antonio Valencia har skiftedes til at dække ind på højrebacken med svingende kvalitet, mens Hector Bellerin har været Unai Emerys pålidelige støtte på positionen.

Under den spanske træner ser den spanske back ud til at være blomstret op, og hidtil har han støbt fire assists denne sæson.

Midterforsvarer: Victor Lindelöf 

Det er ikke så nemt at vælge to troværdige midterforsvarere fra hverken Manchester United eller Arsenal, hvorfor Victor Lindelöf også bliver valgt i manglen på bedre.

Til svenskerens forsvar skal det dog siges, at han har præsteret markant bedre denne sæson end i sin debutsæson for The Red Devils, og det ville ikke være helt sort at sige, at han har været holdets bedste midterforsvarer – særligt i kampene mod Juventus lignede han det bæst, man betalte Benfica en stor sum penge for.

Midterforsvarer: Sokratis

Grækeren gør sit bedste med at dirigere unge, urutinerede Rob Holding og den tikkende bombe Shokdran Mustafi rundt i forsvaret, og selvom Arsenal-defensiven har været svingende, så har Sokratis været et af lyspunkterne.

Senest mod Spurs, hvor han havde held med at holde Harry Kane ude af kampen.

Venstreback: Luke Shaw

Luke Shaw var længe rygtet væk fra Old Trafford, men blev tidligere på sæsonen tildelt en ny kontrakt.  En belønning, som Shaw fra sæsonstarten har gjort sig fortjent til.

Langt størstedelen af Manchester United-spillerne har underpræsteret denne sæson, men Luke Shaw har holdt et stabilt niveau og vist, hvorfor han længe var regnet som Englands næste store venstreback.

Defensiv midtbanespiller: Lucas Torreira

Han har fået Man of the Match-prisen i tre af sine seneste fire kampe for Arsenal, og mod Spurs var han helt suveræn.

Han var i boldbesiddelse konstant, og når han ikke var,  erobrede han den tilbage for Arsenal – nå ja, og så toppede han en præstation allerede af en anden verden af med at score kampens sidste mål.

Central midtbanespiller: Paul Pogba

Man kan sige meget om Paul Pogba – og der bliver også sagt meget –  men franskmanden har et enormt talent og var stærkt medvirkende til, at Frankrig vandt verdensmesterskaberne.

Han ligner ikke altid en verdensmester for José Mourinhos Manchester United-mandskab, men han har trods alt stadig scoret tre mål og leveret tre assists denne sæson.

Central midtbanespiller: Aaron Ramsey

Han er på vej væk fra Arsenal og er ikke engang fast starter under Unai Emery, men han er stadig en klassespiller, som har godt øje for sine medspillere.

Derfor ligger han også på en delt førsteplads for assists denne sæson med seks af slagsen.

Højre wing: Alexandre Lacazette

Flere offensive Manchester United-profiler har åbenbart glemt, hvordan man scorer mål denne sæson, så selvom Alexandre Lacazette ikke er garanteret en startplads under Unai Emery, er han svær at overse.

Franksmanden har scoret syv mål for The Gunners denne sæson og havde med sit mål en fod med i, at Arsenal fik vendt et nederlag ved halvleg til sejr ved slutfløjt mod Spurs.

Venstre wing: Anthony Martial

Anthony Martial er blandt de få Manchester United-spillere, som kan se tilbage på sæsonstarten uden at skulle skamme sig.

For hvor Lukaku, Sanchez og Rashford har manglet, har Martial leveret syv vigtige mål for The Red Devils.

Angriber: Pierre Emerick-Aubameyang

Ti mål på ti skud og ti mål på fjorten kampe. Aubameyang har været suveræn denne sæson, og Arsenal-angriberen cruiser i øjeblikket med høj fart mod The Golden Boot, mens Romelu Lukaku har overordentligt svært ved at følge med. 

Annonce