Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kombineret XI: De dårligste spillere der har vundet Premier League

Af Michael Christiansen
25.03.2020 Kl. 17:29
Nogle spillere var bare på det rette sted på det rette tidspunkt. Her er 11 af dem.

Premier League ligger stille, og det giver mulighed for at se tilbage.

Forleden lavede vi et hold bestående af de bedste spillere, der aldrig har vundet Premier League.

Nu er det så omvendt: dårlige spillere, der af en eller anden årsag alligevel kan skrive et engelsk mesterskab på cv’et.

Det forekommer nemlig også af og til.

Advarsel: Der er mange Manchester United-spillere på holdkortet.

Målmand: Massibo Taibi
Kort efter treble-triumfen i 1999 hentede Sir Alex Ferguson en målmand i den italienske klub AC Venezia 1907. Efter sigende på opfordring fra sin bror, Martin Ferguson.

Om det var sejrsrusen fra den netop overståede sæson, der var steget den skotske manager til hovedet, er svært at sige, men Taibi spillede kun et meget begrænset antal kampe for United; han måtte endda have en tolk på undervejs i de få kampe, han fik. En lokal italiensk restaurantejer blev – tro det eller ej – ansat til at stå på sidelinjen for at oversætte instruktioner til Taibi, der ikke forstod engelsk.

Utroligt, men sandt.

Venstre back: Alexander Büttner
Den hollandske forsvarer blev hentet til Manchester United af Sir Alex Ferguson i 2012. 

Det var meningen, Büttner skulle afløse Patrice Evra på backpladsen. Det kom ikke ligefrem til at ske, for han fik kun fem ligakampe den sæson. Det lykkedes ham utroligt nok at lave to mål i de få kampe, og United vandt mesterskabet, men det var tydeligt, at han ikke var nogen åbenbaring på en fodboldbane. Året efter sendte David Moyes ham videre til russisk fodbold, og 31-årige Büttner spiller i dag for New England Revolution i MLS efter en periode som klubløs.

Til sammenligning røg Patrice Evra videre til Juventus, hvor han vandt yderligere et par mesterskaber.

Midterforsvar: Igors Stephanovs
En lettisk forsvarer hos Arsenal? Det lyder umiddelbart som et atypisk match, og Stephanovs kom også kun til Highbury i 2000, fordi Tony Adams var blevet skadet.

Stephanovs huskes måske bedst – eller værst – for sin indsats i en kamp mod Manchester United i 2001, som blev tabt 1-6.

Alligevel blev Stephanovs i klubben længe nok til at nå at få mesterskabet i 2002 med, selvom letten kun fik seks kampe den sæson.

Kom senere til schweizisk, russisk, dansk (Esbjerg fB) og til sidst hjem til lettisk fodbold.

Højre back: Ritchie De Laet
Ritchie De Laet kan prale af både at have vundet Premier League og Championship i samme sæson – 2016.

Den bemærkelsesværdige præstation skyldes, at han halvvejs igennem sæsonen ikke længere var god nok til Leicester, som udlejede ham til Middlesbrough i den næstbedste række.

De kampe, han inden havde fået for “the Foxes” var dog nok til en mesterskabsmedalje.

Siden har belgieren været i Aston Villa, Melbourne City og Royal Antwerp i hjemlandet.

Venstre kant: Nathan Dyer
Som et andet medlem af Leicesters udødelige 2016-sæson – den eneste han var i klubben – vil Nathan Dyer nok altid have en plads i hjerterne hos “Foxes”-fans. Men specielt god er han ikke. Dyer fik da også kun 12 kampe i mesterskabssæsonen. Han røg tilbage til Swansea, hvor han kom fra, med det samme bagefter. Her har han været siden. Pt nummer 11 i Championship.

Central midtbane: Robbie Slater
Den første australier, der vandt Premier League. Slater var med på Blackburns hold i 1995, og det blev højdepunktet i en ellers jævn karriere, der også bød på bold i australske og mindre engelske klubber.

Central midtbane: Luke Chadwick
16 kampe og to mål bidrog Chadwick med for Manchester United i 2001. Det blev det utvivlsomme peak i en klub-odyssé, der også bød på ophold i klubber som Reading, Burnley, West Ham, Stoke, Norwich, MK Dons og Cambridge United, og som sluttede i den navnkundige non-league-klub Soham Town Rangers.

Højre kant: Shaun Wright-Phillips
Den unge englænder kom til Chelsea i 2005 fra Manchester City i en stor handel på over €30 millioner og vandt mesterskabet under Jose Mourinho i den første sæson i klubben. Niveauet kunne dog i længden ikke matche prisen, og selvom han endte med at spille flere end 100 kampe for “The Blues”, fik City ham senere retur.

Også Queens Park Rangers fik fornøjelse af Wright-Phillips, og de to parter rykkede sammen ned to gange.

Sent i karrieren tog kantspilleren til USA, hvor han optrådte for hold som NY Red Bulls, Arizona United og Phoenix Rising. Havde herefter en lang periode uden en klub, inden han i fjor gik på pension.

Angriber: Mateja Kezman
PSV Eindhoven, Chelsea, Atletico Madrid, Fenerbahce, PSG, Zenit Skt. Petersborg.

Mateja Kezman har et cv, der kan gøre de fleste spillere grønne af misundelse. Men sjovt nok huskes han ikke rigtig som nogen stor spiller.

Et lovende navn i starten af 00’erne efter en god tid hos PSV Eindhoven, ganske vist, og måske derfor passede han godt til Mourinho og Abramovich’ nye Chelsea. Serberen kom i hvert fald til Stamford Bridge i 2004. Han scorede dog kun fire gange for Chelsea og røg herefter videre til Spanien.

Karrierens sidste klubber, South China AA og BATE Borisov, siger måske mere om niveauet.

Angreb: Jeremie Aliadiere
'Invincible' med Arsenal. Så har man da noget på sit cv, må man sige.

Aliadiere fik to mesterskaber med “the Gunners” men så heller ikke så meget mere. I sine seks år med klubben leverede franskmanden ét ligamål, men alligevel ville Middlesbrough gerne have ham efterfølgende.
Her slog han til med 12 mål på tre år.

Manden, der i Arsenal var udset til at blive den næste Thierry Henry, sluttede karrieren i Qatar.

Angreb: Bebé
Århundredets måske mest mystiske transfer er svær at komme udenom i denne sammenhæng.

Som om den gode Ferguson ikke havde lært lektien med Taibi, lod han sig nok engang overtale til at hente en tvivlsom spiller til Old Trafford, da han i 2010 købte portugisiske Bebé i Vitoria Guimaraes.

En spiller, der havde haft en anderledes vej til topfodbold, blandt andet grundet en hård barndom, hvor han havde været hjemløs, indtil han som 10-årig kom på et børnehjem.

Efter en sæson hos Manchester United blev angriberen udlejet til Besiktas.

29-årige Bebé er i dag hos Rayo Vallecano i Segunda Division.

Kilder: Transfermarkt, FourFourTwo, thefootballfaithfull.com, Football Daily

Annonce