Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kombineret XI: Chelsea - Tottenham

Af Pelle Rigtrup
22.02.2020 Kl. 08:55
Vi har udvalgt den bedste startopstilling bestående af spillere fra Chelsea og Tottenham forud for de to holds møde i morgen.

OBS: Vi har kun taget spillere med, som kan komme i aktion i morgen. Der er derfor ikke blevet plads til hverken Kanté, Pulisic, Son eller Kane. 

Målmand: Hugo Lloris 

Franskmanden er næsten kun lige kommet tilbage fra en langvarig skadespause, og han kommer med på en billig baggrund. I Chelsea har Kepa således været en gigantisk skuffelse i denne sæson, hvilket har fået Lampard til at vælge Willy Caballero i de seneste to ligakampe. Det er usikkert, hvem der står for Chelsea i morgen, men uanset hvad får Lloris pladsen på dette hold. 

Højreback: Reece James 

Den unge englænder har flere gange vist prøver på sit store talent. Hans indlæg er fantastiske, og defensivt er han et bæst. Hos Tottenham har Serge Aurier mildt sagt ikke imponeret, og 20-årige James får derfor pladsen. 

Central forsvarsspiller: Antonio Rüdiger 

Tyskeren har spillet samtlige minutter for Chelsea i Premier League, siden han vendte tilbage fra en lang skadespause, og han har flere gange imponeret for the Blues. Han overgår da også Davinson Sanchez fra Tottenham. 

Central forsvarsspiller: Toby Alderweireld

Alderweireld har været fast inventar i Tottenhams centrale forsvar, og han snupper pladsen ved siden af Rüdiger. På det seneste har danske Andreas Christensen gjort det fornuftigt for Chelsea, men det er ikke nok til at overgå Alderweireld. 

Venstreback: Cesar Azpilicueta

Den her er svær. Duellen stod mellem Jan Vertonghen og Cesar Azpilicueta, selvom ingen af de to er naturlige venstrebacks. Samtidig har ingen af dem imponeret i denne sæson, men Azpilicueta har dog formået at holde sig inde i Chelseas startopstilling, mens Vertonghen senest sad på bænken i det vigtige Champions League-opgør mod RB Leipzig. Spanieren får derfor pladsen, men det er på en billig baggrund. 

Central midtbanespiller: Jorginho 

Tottenhams midtbane har ikke fungeret under José Mourinho, og begge de centrale pladser går derfor til Chelsea-spillere. Jorginho har haft en lidt svingende sæson, men han har vist store lederevner og scoret et par vigtige mål, hvilket giver ham en plads. 

Central midtbanespiller: Mateo Kovacic 

Den anden plads går til kroatiske Kovacic, der har været en af sæsonens bedste indkøb. I sidste sæson var han ofte en kilde til irritation hos Chelsea-tilhængerne, men han har løftet sit niveau gevaldigt og muligvis været Chelseas bedste midtbanespiller i denne sæson. 

Offensiv midtbanespiller: Dele Alli 

Englænderen er faldet en smule i niveau efter en fantomstart under Mourinho, men han får naturligvis en plads på holdet. Mason Mount har også gjort det fortrinligt i denne sæson, men den unge Chelsea-spiller var bedst i starten af sæsonen. 

Højrekant: Willian 

Offensivt har det været svært at finde spillere, da Hudson-Odoi, Pulisic, Son og Kane alle forventes ude til opgøret. Willian får derfor en plads, selvom han lige nu ikke rammer sit topniveau. Han har i perioder været forrygende for Chelsea, og han forventes igen at spille en nøglerolle i morgen. 

Venstrekant: Lucas Moura 

Valget stod mellem Lucas og Bergwijn, men sidstnævnte har ikke spillet nok kampe. Brasilianske Lucas har den seneste tid været placeret helt fremme for Tottenham, men han kan også begå sig på kanten, og i mangel af bedre er han med her, selvom han ikke just har bombet mål ind. 

Angriber: Tammy Abraham 

Den engelske angriber har været tvivlsom frem mod opgøret, men han er med i truppen, og da Batshuayi ikke kan ramme målet, vil Lampard formentlig gøre alt for at få Abraham klar. Med Harry Kane ude er der ingen tvivl om, at unge Abraham skal starte inde på dette hold. 

Annonce