Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Chelsea - Liverpool

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
20.09.2020 Kl. 08:39
Her er vores bud på en startellever bestående af de bedste af de bedste fra Chelsea og Liverpool.

Formation: 4-2-3-1

Målmand: Alisson

Tror ikke, du finder mange Chelsea-fans, der ville være uenige i dette valg. Vi bevæger os hurtigt videre…

 

Højreback: Trent Alexander-Arnold

Cesar Azpilicueta og Reece James er begge bundsolide og bedre i den defensive del af spillet end Alexander-Arnold, der dog til gengæld bringer helt ekstremt meget i offensiven.

Du finder dem, der kalder ham verdens bedste højreback, og rent offensivt er han klart den måske mest oplagte kandidat til titlen.

 

Midterforsvarer: Virgil Van Dijk

Det er svært at forestille sig en kombineret startellever med Liverpool, hvor man ikke inkluderer Virgil Van Dijk.

Han er verdens måske bedste centreback og uden tvivl bedre end nogle af alternativerne fra Chelsea, selvom Thiago Silva måske kan modbevise det denne sæson.

 

Midterforsvarer: Joe Gomez

Man kunne argumentere for Thiago Silva, men den brasilianske veteran står ikke til rådighed for Frank Lampard, så det gør han heller ikke i denne blandede startellever.

I sidste ende går pladsen til Van Dijks normale partner i Liverpool-defensiven, for han er i sin egen ret en klasseforsvarer.  Samtidigt er det svært at vælge én af Kurt Zouma, Antonio Rüdiger eller Andreas Christensen, når Chelsea-defensiven lukkede rekordmange mål ind sidste sæson.

 

Venstreback: Andy Robertson

Det er et noget nemmere valg, nu hvor Ben Chilwell er ude af søndagens opgør, men hvor Liverpool har verdens måske bedste højreback, har de også verdens måske bedste venstreback.

Robertson startede den nye sæson med en assist og leverede også 12 sidste år.  Marcos Alonso kan ganske enkelt ikke måle sig.

 

Defensiv midtbanespiller: N'Golo Kante

Franskmanden havde en undervældende sidste sæson og blev ikke ligefrem hjulpet på vej af skader, men han er stadig blandt de bedste defensive midtbanespillere derude.

Fabinho kan i den grad måle sig med Kante og burde måske tage pladsen baseret på sidste sæson, men Kante viste storspil mod Brighton og ser ud til at være tilbage i topform.

 

Central midtbanespiller: Jordan Henderson

Liverpool-anføreren spillede en central del i klubbens første titeltriumf i 30 år –  både på grønsværen og i omklædningsrummet – med sine lederevner, mål og assists.

Han blev længe omtalt som en meget oplagt kandidat til Årets Spiller sidste sæson, og han er at foretrække på dette hold over Jorginho og Kovacic.

 

Offensiv midtbanespiller: Kai Havertz

Vi mangler stadig at se, hvorvidt den 21-årige tysker kan gentage successen fra Bundesligaen i Premier League, men det er svært at se bort fra en spiller, der scorede 18 mål og leverede ni assists sidste sæson.

Liverpool var angiveligt én af klubberne, der var interesseret i Havertz, før coronakrisen ramte, og det er måske også en position, hvor The Reds mangler konkurrenter til Chelsea-spilleren i forhold til udvælgelsen af denne startellever.

 

Højre forward: Mohamed Salah

Egypteren startede sæsonen ud med en magisk præstation og et hattrick mod Leeds, og han ser virkeligt målsulten ud igen.

Sæson efter sæson er han blandt udfordrerne til at tage titlen som topscorer, og når Ziyech er ude med skade, er det svært at se, hvem der kan matche Liverpool-stjernen fra Chelsea.

 

Venstre forward: Sadio Mané

Pulisic ville kunne presse Liverpool-stjernen, men amerikaneren er ude, og Mané havde helt ærligt fået pladsen alligevel. Han blev kåret til verdens fjerde bedste spiller til sidste Ballon d'Or-uddeling, og han havde givetvis sin bedste sæson for Liverpool sidste år.

22 mål og 12 assists blev det til, og mange af hans scoringer viste sig at være kampvindende.

 

Angriber: Timo Werner

Firmino er altafgørende for Liverpools spilsystem, men hans manglende målscoring gør det svært at vælge ham til denne kombinerede XI.

Tysk effektivitet foran målet har Timo Werner til gengæld masser af, og det viste han sidste sæson for RB Leipzig. Han havde også en udmærket debut mod Brighton, som han også scorede mod i pre-season.

Man kan nemt se ham ramme de 20+ scoringer denne sæson.

 

 

Annonce