Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp: Øget fokus på defensiven har påvirket offensiven

Af Pelle Rigtrup
20.10.2018 Kl. 07:17
Jürgen Klopp er tilfreds med Liverpools sæsonstart, men erkender samtidig, at klubbens fokus på defensiven har påvirket det offensive spil.

Liverpool har fået en forrygende start på sæsonen og er efter otte spillerunder fortsat ubesejret i Premier League. 

I modsætning til den forgangne sæson har The Reds i den grad fået styr på defensiven, der kun har indkasseret tre mål, men samtidig har offensiven ikke været nær så sprudlende.

Merseyside-klubben har således scoret 15 mål, hvilket er det samme som Tottenham og færre end både Manchester City, Chelsea, Arsenal og Bournemouth.

Jürgen Klopp erkender, at øget fokus på defensiven har haft en betydning for det offensive spil:

– Vi vil gerne være stærkere i defensiven, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke vil spille offensivt, udtaler han ifølge The Guardian. 

– Det er meget normalt i en tilpasningsperiode. Du øger fokus på én ting, og med det samme mister du lidt i den anden ende. 

Liverpools tyske manager er dog tilfreds med det antal chancer, Merseyside-klubben har tilspillet sig i indeværende sæson: 

– Vi har skabt nok chancer, men vi har ikke haft den samme skarphed. Jeg har det fint med situationen. Vi har allerede opnået fine resultater og scoret mål, men det er tydeligt, at vi kan forbedre os. 

Næste opgave for Liverpool er en udekamp mod danskerklubben Huddersfield. 

Annonce