Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klasseforskel: Arsenal bankede ærkerivalerne

Af Daniel Sichlau
26.09.2021 Kl. 17:24
En helt forrygende første halvleg grundlagde en flot sejr til Arsenal i North London Derby.

Det skortede ikke på store overskrifter inden søndagens North London Derby mellem Arsenal og Tottenham.

'Skæbnekamp', 'Afgørelsens time' og lignende er blevet brugt flittigt af fodboldpressen, der varmede op til opgøret. Et opgør som Arsenal ejede fra start til slut.

Bare 12 minutter skulle der gå og så havde Bukayo Saka sendt en skarp aflevering ind til Emile Smith Rowe, der køligt bragte The Gunners foran med 1-0. Et varsel om hvad der ventede Spurs.

Et kvarter senere var den så gal igen hos Tottenham, der slet ikke var mødt op til kampen. Aubameyang kombinerede med en fremadstormende Smith Rowe, der serverede bolden for Arsenal-angriberen, som ikke svigtede.

2-0 og Emirates Stadium havde sat gang i folkefesten. En folkefest der blev endnu festligere syv minutter senere, da Harry Kane fumlede bolden væk og ufrivilligt fik sat gang i et Arsenal-kontrastød.

Selvom Kane forsøgte at gøre skaden god igen, så fik han ikke plukket bolden fra Bukayo Saka, der bragte Arsenal på 3-0, hvilket også var stillingen, da dommer Craig Pawson fløjtede til pause.

Fra anden halvlegs start tog Tottenham-manager Nuno Espirito Santo så konsekvensen af den elendige start. Både Dele Alli og Japhet Tanganga blev revet ud, mens Oliver Skipp og Emerson Royal kom ind i stedet.

Om det var udskiftningerne der gav pote, skal være usagt, men Tottenham fik bedre kontrol med opgøret herefter. Nunos tropper fik sat flere angreb i gang og i det 79. minut fik Heung-Min Son så reduceret for Spurs.

Selvom Spurs moste videre, så var det alt for sent at man vågnede op. Kampen endte 3-1 og Mikel Arteta kan formentlig sove lidt mere roligt i den kommende tid.

Nuno Espirito Santo og Tottenham har derimod et stort stykke arbejde foran sig. Man har nemlig tabt de seneste tre Premier League-kampe i træk. 

Annonce