Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KARAKTERBOG: Sterling og Stones stjal showet i City-sejr over Arsenal

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.02.2021 Kl. 18:22
Manchester City sikrede sig sin sejr nummer 13 i træk i Premier League.

Arsenal 0-1 Manchester City – Sterling (2)

Her er karakterskalaen

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)
5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)
7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)
9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

 

Arsenal:

Leno: 6 – Ikke meget at foretage sig, kunne intet stille op ved målet. Har flere vigtige indgreb, uden at der er tale om pragtredninger.

Bellerin: 5 –  Meget mindre output fra højre side rent offensivt, men til gengæld meget mindre defensivt at se til.

Holding: 3 –  Det var et velslået indlæg, men du må simpelthen ikke lade Sterling vinde en hovedstødsduel. Sløset boldomgang og lidt for nonchalant pasningsspil gjorde, at han udsatte Arsenal for fare adskillige gange i kampen.

Mari: 5 –  Kunne ikke stille meget op på målet, og spanieneren lever en fin indsats minus en enkel fejlaflevering eller to.

Tierney: 7 – Han havde sine store udfordringer med Mahrez i kampens indledning og lod algieren komme til indlægget, der bragte City i front. Til gengæld kom næsten alt offensivt gennem Tierney og Saka, og skotten kom til flere farlige indlæg, som manglede det sidste. Manglede også pusten til at løbe med i anden halvleg.

Elneny: 5 – Var meget lidt involveret i første halvleg, og det ændrede sig ikke stort i anden, hvor han pænt spillede den til siden, nu hvor Arsenal var mere i boldbesiddelse.

Xhaka: 6 – Kom i vejen for en del City-spil, og han søgte konstant bolden og gjorde sig spilbar, når Arsenal en sjælden gang imellem var i besiddelse af kuglen. Lavede flere gode afleveringer frem mellem linjerne og kunne sagtens være sin indsats bekendt.

Saka: 8 – Klart Arsenals bedste mand i hele kampen, hvor han flere gange fik farlige ting til at ske, når han kombinerede med Tierney i venstresiden.

Ødegaard: 4 – Vågnede i perioder op og viste glimtvist gode ting og sager.  Man kan se, evnerne er der, men det giver altså ingen mål eller assists endnu i hvert fald. Udskiftet efter 73.

Pepe: 2 – Helt anonym i kampens første 40 minutter, men vågnede lidt op mod slutningen af første halvleg. Var lullet i søvn igen til indledningen af anden halvleg. Udskiftet efter 73.

Aubameyang: 3 – Anonym forestilling i første halvleg, hvor han nærmest ikke var på bolden. Var tæt på at få en assist til Saka nær slutningen af kampen, men man må forvente mere af topangriberen, selvom han havde meget lidt at arbejde med.

 

Indskiftere:

Lacazette: 4 – Nåede ikke at gøre stort væsen af sig.

Smith Rowe:  5 – Fight og løbevilje mangler ikke for den unge mand.

Luiz: Påvirker ikke kampen.

Ceballos: Påvirker ikke kampen.

 

Manchester City:

Ederson: 7 –  Nærmest intet at foretage sig. En enkel redning på et nemt langskud, mens ellers vanlig flot distribuering og gode udspark. Lignede en mand, der var på udkig efter endnu en assist.

Cancelo: 5 – Godt gennembrud med fint indlæg, der burde have været en City-spiller på. Ellers en stille søndag, hvor Saka gang på gang havde held med at trække fra ham og modtage bolden centralt. SKAL simpelthen score, men hældte den forbi mål med 10 minutter igen.

Dias: 7 –  Ekstremt sikker indsats igen minus en enkel mindre fejl i første halvleg. Han gjorde så meget rigtigt uden at gøre et stort væsen af sig selv.

Stones: 8 – Bragte bolden fint frem og var en aktiv del af opspillet. Satte stort set ikke en fod forkert rent defensivt.

Zinchenko: 6 – Mere involveret end Cancelo. Flot offensiv start i anden halvleg.

Silva: 5 – Den formstærke portugiser var langt fra sit bedste i dag. Enkelte gode momenter, men ikke nogen kamp, Silva vil blive husket for.

Fernandinho: 8 –  Godt set af Guardiola at gøre brug af veteranen, der kom i vejen for rigtig mange Arsenal-angreb og havde sidste fod på et par vigtige clearinger, som kunne være endt i store chancer til modstanderholdet.

Gündogan: 7 – Han gjorde klart mere godt, end han gjorde dårligt, men målnæsen fra de seneste mange kampe manglede. Han virkede uskarp i de farlige situationer, som han formår at få.

Mahrez: 7 – Startede noget så sprudlende og satte den ene Arsenal-spiller efter den anden i kampens første 20 minutter, men forsvandt mere og mere ud af kampen.

Sterling: 8 –  Scorede åbningsmålet og var konstant en pestilens for Arsenals forsvarsspillere. Bedste City-spiller rent offensivt, der modsat Mahrez leverede fra start til slut.

De Bruyne: 7 – Selv når han er rusten, er han fantastisk, selvom det var langt fra bedste kamp. Havde en fod med i alt, og ville stå noteret for mål og assist, hvis han og Gündogan begge var skarpere i aften. Udskiftet efter 63.

 

Indskiftere:

Jesus (63): 7 – Burde have fået en assist, men Cancelo brænder sit forsøg på at lave papegøjen. Generelt et flot indhop

Annonce