Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Karakterbog: Skidt spillede Chelsea blev reddet af kæmpe brøler

Af Morten Bruun Jørgensen
29.12.2019 Kl. 16:05
Chelsea fik vendt kampen mod Arsenal på hovedet til sidst og sikret sig tre yderst vigtige point. Vi har uddelt karakterer til de to holds spillere.

Arsenal – Chelsea 1-2 (1-0)
1-0 Pierre-Emerick Aubameyang (12’)
1-1 Jorginho (83’)
1-2 Tammy Abraham (87’)

Her er karakterskalaen:

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Arsenal

Bernd Leno: 3 – Arsenal-keeperen havde ikke meget at se til, inden han lavede en kæmpe fejl, som førte til udligningen. Den var dyr.

Ainsley Maitland-Niles: 6 – Mason Mount blev lukket ned, og den unge midtbanespiller gjorde det ganske fint som højre back, hvor han har fundet sig fint til rette.

Calum Chambers: UB – Fik for lidt spilletid.

David Luiz: 5 – Han havde sin problemer i de fysiske dueller mod Abraham, men han kom også i vejen for en af angriberens afslutninger.

Bakayo Saka: 4 – Den unge Arsenal-spiller havde nogle defensive udfordringer efter pausen, hvor han blev snydt et par gange. Til sidst kunne han ikke følge med Willian, og det kostede et mål.  

Matteo Guendouzi: 6 – Franskmanden var en solid bølgebryder, og han fyldte meget i første halvleg, men han dalede i niveau efter pausen.

Lucas Torreira: 7 – Han var her, der og alle i de første 55 minutter, men så mistede han kontrollen over midtbanen. God i nærkampene og stærk på bolden.

Reiss Nelson: 7 – Rigtig fin kamp af den unge kantspiller, som gav store problemer for Chelseas venstre forsvarsside. Slutproduktet manglede dog.

Mesut Özil: 6 – Starten af kampen var tyskeren rigtig god, men langsomt forsvandt han mere og mere ud af kampen. Ydede et rigtig fint stykke arbejde defensivt.

Pierre-Emerick Aubameyang: 7 – Hårdtarbejdende. Han scorede et fint mål, og derudover forsvarede han rigtig fint. Offensivt bød han ind med for lidt.

Alexandre Lacazette: 5 – Franskmanden var der, hvor det var farligt, men han kom aldrig i de helt rigtige positioner, og så havde han mere travlt med at brokke sig i sidste ende.

Indskiftere

Skhodran Mustafi: 5 – Tyskeren fik clearet godt, men han var også for langt fra Abraham ved 1-2-målet.

Joe Willock: UB – Fik for lidt spilletid.

Nicolas Pépé: UB – Fik for lidt spilletid.

Chelsea

Kepa Arrizabalaga: 6 – Chanceløs ved målet, og derudover var der ikke meget at lave for den spanske målmand, som var sikker i alt, han foretog sig.

Antonio Rüdiger: 5 – I første halvleg var tyskeren helt væk, men han spillede sig op efter pausen. Hans boldomgang var ikke god nok.

Kurt Zouma: 5 – Viste god fysik i flere situationer, men han viste bestemt også sine begrænsninger med fødderne.

Fikayo Tomori: 3 – Den unge midtstopper var lidt rundt i forsvaret, men hverken i det centrale forsvar eller på højre back så han godt ud. Han var usikker, og ikke så god på bolden, som han tidligere har været i sæsonen.  

Cesar Azpilicueta: 4 – Defensivt havde han problemer, og offensivt lykkede han ikke med særlig meget – hverken som højre eller venstre back.

N’Golo Kanté: 4 – Arbejdede som altid stenhårdt, men han lavede et hav af fejl med bolden for fødderne. Var alt for sløset ved en række tilfælde.

Mateo Kovacic: 5 – Den kroatiske midtbanespiller var en af bedste på Chelsea-holdet i den tid, han fik på banen. Han viste god energi og et par fine ting med bolden, men han blev også overspillet på midten ved flere lejligheder.

Emerson: 2 – Efter en halv time blev han pillet ud, og det var der ikke noget at sige til. Han stod og kiggede fodbold ved 1-0-målet, og han satte stort set ikke en fod rigtigt i sin tid på banen, hvor Reiss Nelson løb i ryggen på ham et par gange.

Willian: 7 – Før pausen var han helt væk, men efter pausen spillede han sig gevaldigt op, og han snød modstanderne flere gange. Det var også ham, der lavede assisten til Abraham.

Mason Mount: 4 – Han arbejdede stenhårdt, men han var nærmest usynlig, når Chelsea var i boldbesiddelse.

Tammy Abraham: 7 – Spillede sig varm i anden halvleg, hvor han lavede flere gode ting, men han misbrugte også en stor hovedstødschance et kvarter før tid. Til sidst fik han dog scoret det afgørende mål.

Indskiftere

Jorginho: 4 – Italieneren var frygtelig dårlig efter sin indskiftning, og han burde måske have været smidt ud. Målet til 1-1 trækker ham op på en acceptabel indsats.

Tariq Lamptey: 5 – Debutanten sendte en god bold i dybden til Abraham, og viste prøver på sin fart. Blev ikke testet meget defensivt.

Callum Hudson-Odoi: 5 – Havde enkelte situationer, hvor han fik udfordret sin modstander efter indskiftningen. Nåede ikke at blive afgørende.

Annonce