Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kane jubler over førsteplads: Vi har modbevist kritikerne

Af Pelle Rigtrup
22.11.2017 Kl. 07:53
Den engelske angriber er begejstret over Tottenhams præstationer i Champions League.

De fleste havde på forhånd forventet, at Tottenham ville få det svært i Champions League, da det stod klart, at englænderne skulle op mod Real Madrid, Borussia Dortmund og Apoel Nicosia.

Spurs har dog imponeret alt og alle, og i går sikrede holdet sig endegyldigt førstepladsen ved at besejre Dortmund på udebane. 

Englænderne er fortsat ubesejret i gruppen, og Harry Kane jubler over, at Tottenham har modbevist kritikerne: 

– Mange havde forventet, at vi ville få det svært i gruppespillet, og vi ville gerne vise, at de tog fejl, sagde han efter opgøret. 

– Forhåbentlig kan vi fortsætte det gode spil i resten af turneringen. 

Harry Kane scorede til 1-1 i gårsdagens opgør, og englænderen er nu oppe på seks mål i turneringen. 

Tottenham var også en del af Champions League-gruppespillet i sidste sæson, hvor man var havnet i en, på papiret, lettere gruppe bestående af Bayer Leverkusen, AS Monaco og CSKA Moskva. 

Her måtte englænderne dog kapitulere allerede efter gruppespillet, da Leverkusen og Monaco gik videre. 

I gruppens anden kamp vandt Real Madrid med 6-0 over Apoel, og den spanske kongeklub sikrede sig dermed 2. pladsen i gruppen. 

Annonce