Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kampen om top 4 kan være ikke-eksisterende i næste sæson

Af Pelle Rigtrup
21.06.2020 Kl. 09:16
BLOG: Der har i mange år været kamp om de fire øverste pladser i Premier League, men det bliver der muligvis lavet om på i 2020/21-sæsonen.

Der er adskillige ting ved Premier League, der gør ligaen yderst interessant at følge, men det er især mesterskabskampen, nedrykningskampen og kampen om top 4, der får de fleste helt frem på stolene af ren spænding. 

I denne sæson har mesterskabet for længst været afgjort, men nedrykningskampen og duellen om en plads blandt de fire øverste lever i bedste velgående. 

Det er dog om at nyde sidstnævnte, mens du kan. For i næste sæson er det langt fra sikkert, at der bliver spænding om pladserne i top 4. 

Pilen peger i hver sin retning 

Med Liverpools 2019/20-sæson in mente er der ingen tvivl om, at de i sikker stil booker en af pladserne. Jeg tvivler på, at de vil dominere i samme grad i næste sæson, men holdet rummer så megen kvalitet og er så sammentømret, at de nok skal være en del af det fine selskab.

Det samme kan man sige om Manchester City, selvom Pep Guardiolas tropper har haft op- og nedture i indeværende sæson. De lyseblå fra Manchester har en trup fyldt med klassespillere, og det må forventes, at de forstærker sig yderligere til sommer.

Det interessante er derfor ikke at se på hverken Liverpool eller City, men derimod på Chelsea og Manchester United kontra Arsenal og Tottenham. 

For her peger pilen tydeligt i hver sin retning. Allerede i denne sæson har Chelsea og Manchester United været bedre kørende end Arsenal og Tottenham, og noget tyder på, at hullet kan blive endnu større i næste sæson. 

Chelsea har med Hakim Ziyech og Timo Werners ankomst allerede taget hul på transfervinduet med et brag, og de blå fra Vestlondon er langt fra færdige med at handle. Samtidig har unge spillere som Reece James, Mason Mount og Tammy Abraham strålet under Frank Lampard, og disse unge drenge bliver sandsynligvis kun bedre i næste sæson. 

Denne kombination af sultne, unge spillere og stjerneindkøb gør, at Chelsea kan stå med et yderst slagkraftigt mandskab i næste sæson, hvor Frank Lampard også vil være mere erfaren som manager for en Premier League-klub. 

I Manchester United ser der også ud til at være bedre tider på vej. Indkøbet af Bruno Fernandes ser ud til at have gjort underværker, mens unge spillere som Brandon Williams og Mason Greenwood også har vist sig flot frem. Samtidig er Marcus Rashford ved at udvikle sig til en verdensklassespillere, og der er god grund til optimisme i den røde del af Manchester. 

Det samme kan ikke ligefrem siges om situationen i hverken Arsenal eller Tottenham. For mens Chelsea og Manchester United ligner to klubber, der er på vej frem, så ser det straks anderledes ud for de to London-rivaler. 

I skrivende stund ligger de henholdsvis nummer 10 og 8 i Premier League, men det er ikke kun resultaterne, der peger i den forkerte retning. 

Arsenal har således stadigvæk store defensive problemer, hvilket ikke kan overraske nogen, men også offensivt kan de stå over for en hård sommer, da topscorer Pierre-Emerick Aubameyang muligvis kan forlade dem. The Gunners har blot spillet to kampe efter genopstarten, men de har allerede vist, at der er lang vej op til de øverste hold i ligaen. 

I Tottenham er situationen ikke meget bedre. José Mourinhos ankomst har, som ventet, betydet en noget mere primitiv og defensiv form for fodbold, hvilket har skabt stor frustration blandt klubbens fans, der var blevet vant til noget andet under Mauricio Pochettino. I hjemmekampen mod Manchester United var Tottenham en skygge af sig selv i forhold til tiden med Pochettino på sidelinjen, og der er ikke ligefrem grund til optimisme for Spurs-fansene, selvom de for et års tid siden var i en Champions League-finale. 

For hvad kan Tottenham egentlig tilbyde i forhold til Liverpool, City, United og Chelsea? De har ikke vundet et trofæ i 12 år, de udbetaler ikke høje lønninger, og efter Mauricio Pochettinos afgang er underholdende fodbold blevet en by i Rusland for klubben. Tottenham kan dermed kun lokke med et nyt, stort stadion, men hvilken klassespiller med respekt for sig selv vil fravælge de fire førnævnte klubber til fordel for et stadion? 

José Mourinho har da også for nyligt udtalt, at Tottenham ikke kan konkurrere med United og Chelsea på transfermarkedet, og det taler da også sit tydelige sprog, at Pierre-Emile Højbjerg topper Tottenhams ønskeliste. For med al respekt for danskeren, så vil han næppe komme på holdet i hverken Liverpool, City, United eller Chelsea. 

Tottenhams trup kunne ellers godt bruge et par verdensklassespillere, men det sker næppe, hvilket kan være begyndelsen til enden for Pochettinos gamle hold. For hvor længe har Kane og Son lyst til at blive i en klub, der ikke kan være med, hvor det er rigtig sjovt?

Pilen peger tydeligt i hver sin retning. Opad for Chelsea og Manchester United. Nead for Arsenal og Tottenham. Det er derfor svært at se, hvordan dælen de to sidstnævnte skal kunne hamle op med Chelsea og United efter sommerferien. 

Hvad med resten? 

Kampen om top 4 behøver nødvendigvis ikke at stå mellem de såkaldte Big Six-klubber, og man ville da også være et skarn, hvis man ikke lige rundede Leicester, der i skrivende stund ligger på tredjepladsen i ligaen. Leicester, Wolverhampton og Everton er således alle klubber, der håber på at blive en del af det sjove selskab, men selvom jeg tager hatten af for Leicesters bedrifter i denne sæson, tvivler jeg på en gentagelse i næste. Samtidig tror jeg heller ikke på, at Wolves eller Everton kan blande sig i top 4. Det er helt bestemt tre gode hold, og Leicester har imponeret med spillere som Chilwell, Maddison og Vardy, men de kan samtidig se frem til en sommer, hvor der vil være rift om deres profiler. 

Det er ikke usandsynligt, at flere af dem skifter væk, og i modsætning til Chelsea og Manchester United, får de svært ved at lokke verdensklassespillere til. Samtidig skal et hold som Leicester, der må vurderes til at have bedst chancer for en plads i top 4, også balancere med Champions League-fodbold, hvilket kan gøre det svært for dem at præstere kontinuerligt i ligaen. 

Det kan dog ikke udelukkes, at de tre hold kan give Arsenal og Tottenham kamp til stregen i jagten på en plads i Europa League. 

Det er selvfølgelig meget tidligt at spå om næste sæson, og i fodboldens verden kan tingene lynhurtigt ændre sig, men lige nu er billedet ret tydeligt. Og hvis tingene fortsætter som nu, bliver kampen om top 4 i næste år ikke-eksisterende. 

Annonce