Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Irriteret Pulis: Jeg har gjort det godt i West Bromwich

Af Pelle Rigtrup
18.11.2017 Kl. 08:01
Tony Pulis mener, at han har gjort et rigtig godt stykke arbejde i West Bromwich, selvom klubben har fået en elendig sæsonstart.

West Bromwich har ikke vundet en ligakamp siden 2. spillerunde, og sædet er efterhånden brandvarmt under manager Tony Pulis. 

Den erfarne waliser har angiveligt fået to kampe til at redde sit job, men selvom tingene ser skidt ud, mener han, at opholdet på The Hawthorns har været en succes: 

– Jeg er meget skuffet over den nuværende situationen, men folk har også haft alt for store forventninger til klubben. 

– I mange sæsoner har West Bromwich været en del af nedrykningskampen, og jeg har set fans juble på den sidste spilledag, fordi de akkurat reddede livet i Premier League. 

– Klubben har aldrig været i nærheden af nedrykning i de tre år, jeg har været her. Vi er kun én sejr fra, hvor vi var i sidste sæson, siger han ifølge The Independent.

Pulis mener, at folk hurtigt glemmer, hvordan det stod til på The Hawthorns, da han blev ansat: 

– Da jeg kom til klubben, havde man hentet 11 nye spillere ind, og folk som Samaras, Varela, Gamboa og Pocognoli levede slet ikke op til forventningerne. Jeg arvede disse spillere, men vi sluttede alligevel på 13. pladsen. 

Waliseren erkender, at han er en presset mand, men han frygter ikke at blive fyret: 

– Jeg kan ikke gøre andet end at arbejde for at få os ud af den nuværende situation, og så må vi se, hvad der sker. Hvis det en dag bliver besluttet, at jeg ikke skal stå i spidsen for holdet mere, så er det sådan, det er. 

– Jeg er gammel nok til at vide, hvordan tingene fungerer. 

Tony Pulis blev ansat i West Bromwich i starten af 2015. I hans første halvsæson førte han klubben til en 13. plads, mens man i den efterfølgende sæson endte nummer 14. I sidste sæson opnåede Pulis og West Bromwich en flot 10. plads. 

Annonce