Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Iniesta: Luis Enrique kan vinde trofæer med Chelsea

Af Kalle Thue Gregersen
19.02.2018 Kl. 09:50
Rygterne går på, at Luis Enrique kan overtage roret i Chelsea til sommer, og Andres Iniesta er overbevist om, at Enrique er i stand til at skaffe trofæer til The Blues.

Chelsea og FC Barcelona mødes i midtugen til et brag af en Champions League-kamp. Der skal gå meget galt, hvis ikke Barcelona sikrer sig det spanske mesterskab, mens Chelsea kæmper om en placering i top fire i Premier League. 

Trænersituationen i Chelsea har været et varmt samtaleemne i denne sæson, da Antonio Conte angiveligt er en smule utilfreds med transferstrategien, og der spekuleres i, at Conte er en færdig mand på Stamford til sommer. 

Den tidligere Barcelona-trænner, Luis Enrique, er blevet nævnt som afløser, og Andres Iniesta, der havde fornøjelse af Enrique i Barcelona fra 2014 til 2017, tror, at den spanske træner ville blive en succes i det engelske. 

– Enrique er en sublim træner. Han viste sit fantastiske niveau, da han var træner i Barcelona, sagde Iniesta ifølge goal.com

– Jeg tror, at han kan vinde trofæer i alle klubber, og det inkluderer Chelsea. Det bliver ikke nemt, fordi Chelsea er en af de største klubber i verden. 

– Hvis man ser på det, han udviklede i Barcelona, tror jeg også, at det er muligt at gøre i London. Premier League er en svær liga, men jeg synes, at han har evnerne til at være manager alle de store engelske klubber. 

I 2015 løb Luis Enrique med FIFA's pris som årets træner, efter han havde skaffet fem trofæer til Barcelona. 

Annonce