Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ingen store signings: Arsenal fokuserer på lejeaftaler denne januar

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.01.2020 Kl. 08:45
The Gunners skulle angiveligt forsøge at hente en enkelt spiller eller to på midlertidige aftaler, skriver Goal.

Arsenal dykkede ned i lejemarkedet sidste januar, da man hentede Denis Suarez fra FC Barcelona.  Det blev aldrig nogen succes, men det afholder ikke The Gunners fra at forsøge sig igen.

Det skriver Goal.

Det er særligt på grund af klubbens manglende finanser, at Mikel Arteta angiveligt må nøjes med potentielt at hente spillere på midlertidige aftaler.

Arsenal brugte i omegnen af £130 millioner sidste sommer,  og Goal erfarer, at de store investeringer i spillere som Nicolas Pépé nu betyder, at der er lavvande i pengebeholdningen.

Derfor signer klubben kun spillere permanent, hvis en chance, som er for god til at sige nej til, byder sig. I stedet fokuserer man på at signe én eller to spillere på lejeaftaler i stedet.

Defensive forstærkninger ses som de mest presserende. Calum Chambers er ude resten af sæsonen med en knæskade, mens Hector Bellerin og Kieran Tierney konstant døjer med forskellige skadesproblemer.

Arsenal har derfor kig på mindst én ny forsvarer,  men de bedste af slagsen hænger ikke ligefrem på træerne.  Juventus ønsker ikke at udleje Merih Demiral, og Bayern München-veteranen Jerome Boateng ses som et gamble, da hans skadeshistorik heller ikke er prangende.

Dayot Upamecano fra RB Leipzig er og bliver Arsenals førstevalg,  men der er noget nær nul procents chance for, at Bundesligaens tophold sælger franskmanden midtvejs i sæsonen.

Derfor bliver det spændende at se, om Mikel Arteta og Arsenal-ledelsen formår at hive en anden kanin op af hatten.

 

Annonce