"Ingen fremtid": 'VK' med markant udmelding
Danske Victor Kristiansen forventes at blive hos Bologna.
I al fald slår han selv fast, at han ikke ser sig selv have nogen som helst fremtid hos Leicester.
Kristiansen skiftede til Bologna fra Leicester på en lejeaftale i sommer. Serie A-klubben har en option i aftalen, som gør, at skiftet kan gøres permanent, og den 20-årige back håber selv, at det sker.
Kristiansen blev for nylig spurgt, om han føler, han kan vende tilbage til Leicester i slutningen af sæsonen.
– Nej, ikke i øjeblikket. Der er ikke nogen fremtid for mig der, lød svaret fra 'VK' ifølge Il Corriere dello Sport.
I sommer opstod der uoverensstemmelser mellem Kristiansen og Leicester-manager Enzo Maresca vedrørende hans rolle i klubben.
Den italienske manager ville gerne gøre brug af Kristiansen som venstre midtstopper i en tremands-bagkæde, mens danskeren selv ønskede at udvikle sig som venstre back.
Kristiansen har i alt spillet tre A-landskampe for Danmark, og senest fik han 86 minutter på banen i 2-1-sejren over Slovenien fredag aften, hvor Danmark bookede billet til EM-slutrunden i Tyskland næste sommer.
'VK' skiftede permanent til Leicester i vinteren 2023, og han var derfor en del af mandskabet, som rykkede ned fra Premier League i den forgangne sæson.
The Foxes har dog, på trods af at have tabt de seneste to kampe i ligaen, direkte kurs mod Premier League med raketfart.
Klubben indtager en førsteplads i The Championship, hvor man har hentet 39 point ud af 48 mulige. Der er otte point ned til Leeds på tredjepladsen.
TOPHISTORIER LIGE NU