Ingen danske fans anholdt - billedet er et andet hos englænderne
Ingen danske fans blev anholdt i Frankfurt i forbindelse med kampen mellem Danmark og England torsdag aften.
Det fortæller politiet i Hessen ifølge Sky Sports News.
Der var rejst omkring 16.000 danskere ned for at bevidne 1-1-opgøret mellem Danmark og England.
Men mens danskerne opførte sig særdeles artigt, kan det samme ikke siges om de engelske fans. Tværtimod faktisk.
Her blev otte engelske fans nemlig anholdt, lyder det.
En enkelt blev anholdt for at køre på el-løbehjul, mens han var påvirket af alkohol.
Andre blev anholdt som følge af vold og for at overtræde narkotikalovgivningen.
En person blev ligeledes anholdt, da han forsøgte at snige sig ind på stadion under dække af at være dommer.
Onsdag blev tre engelske fans ligeledes anholdt.
Overordnet set har alt dog været fredeligt og roligt, melder tysk politi.
Til Englands næste landskamp mod Slovenien bør landstræner Gareth Southgate sætte to engelske stjerner af, lyder det.