Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hvor er de nu? Årets unge spiller i Chelsea siden 2006

Af Pelle Rigtrup
11.04.2020 Kl. 09:16
Vi har set nærmere på de spillere, der er blevet kåret til årets unge spiller i Chelsea siden 2006.

Her på PLBOLD har vi tidligere på måneden zoomet ind på de spillere, der har vundet prisen som årets unge spiller i Manchester United de seneste 14 år, og nu er turen kommet til ligarivalerne fra Chelsea. 

The Blues har i mange år haft et af verdens bedste akademier, men samtidig har de haft store problemer med at få de unge spillere til at stråle på førsteholdet – indtil Lampard ankom. 

Herunder ser vi på de spillere, der har vundet prisen som årets unge spiller i Chelsea siden 2006, og vi kan afsløre, at ikke alle har haft lige stor succes. 

OBS: I 2008 og 2010 gik prisen til hele Chelseas U18-hold fremfor én spiller, og de to årstal er derfor ikke med her. 

2006: Lassana Diarra

Franskmanden indstillede karrieren i 2019 efter et noget særpræget karriereforløb. Tiden i Chelsea blev aldrig nogen succes, hvilket også var tilfældet i hans næste klub, Arsenal. Senere nåede han dog at spille for både Real Madrid og PSG, men indimellem de to storklubber var han også forbi mindre adresser såsom Anzhi og Al Jazira. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 31 

2007: John Obi Mikel 

Nigerianeren var aldrig den største profil for Chelsea, men han nåede alligevel flere hundrede kampe og var en loyal mand på midtbanen. For nyligt forlod han tyrkiske Trabzonspor og står derfor uden klub. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 381 

2009: Michael Mancienne 

Mancienne var alsidig og kunne både spille på højreback, i det centrale forsvar og på den defensive midtbane. Desværre var det ikke nok til at slå igennem for Chelsea, og englænderen var aldrig i nærheden af at få succes i London-klubben. Han er i dag blevet 32 år og spiller for New England Revolution i USA. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 6

2011: Josh McEachran

McEachran var udråbt som den næste Frank Lampard, men sådan skulle det ikke gå, og i 2015 forlod han endegyldigt klubben efter adskillige lejeophold. Han er i dag på kontrakt i Birmingham. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 22

2012: Lucas Piazon

Den brasilianske offensivspiller er stadigvæk på kontrakt i Chelsea, selvom de fleste nok har glemt alt om ham. Der var ellers engang, hvor forventningerne til ham var gigantiske, og han blev endda kaldt den nye Kaka. Han levede dog langt fra op til forventningerne. Han er nu blevet 26 år og er udlejet til Rio Ave. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 3

2013: Nathan Aké

Aké forlod i 2017 Chelsea i jagten på mere spilletid i Bournemouth, hvilket viste sig at være det perfekte skifte. Han er nu en af de mest ombejlede forsvarsspillere i ligaen, og rygterne går på, at Chelsea overvejer at hente ham tilbage. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 17

2014: Lewis Baker

Baker var engang en af de mest hypede unge spillere i Chelsea, men som mange andre formåede han ikke at tage det sidste skridt op. Hans Chelsea-karriere har derimod budt på et hav af lejeophold. I denne sæson er 24-årige Baker udlejet til tyske Fortuna Düsseldorf, der har mulighed for at gøre aftalen permanent.

Førsteholdskampe for Chelsea: 1

2015: Kurt Zouma

Franskmanden er stadigvæk en del af Chelseas førsteholdstrup, selvom han har været udlejet til Stoke og Everton. I denne sæson har hans niveau været svingende, men han har i perioder været verdensklasse. Frank Lampard drømmer dog formentlig om mere stabilitet fra midtstopperen, hvis han skal være en fast del af Chelseas fremtid. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 104

2016: Ruben Loftus-Cheek 

Englænderen har misset hele sæsonen på grund af en skade, men i sidste sæson viste han for alvor prøver på sit store talent, og han kan blive en gevinst for Chelsea og det engelske landshold, når sæsonen starter op igen. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 72

2017: Mason Mount

Mount er en af de få Chelsea-spillere, der har haft stor gavn af at blive udlejet til diverse klubber. Efter ophold i Vitesse og Derby har han grebet chancen for Chelsea i denne sæson og været en af klubbens bedste spillere. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 41 

2018: Andreas Christensen 

Den danske landsholdsspiller var ligesom Mount udlejet i et par sæsoner, hvorefter han vendte tilbage til Chelsea. Her har han haft perioder som fast mand og perioder som reservespiller. Inden denne sæson blev suspenderet, var Christensen dog fast mand for The Blues og gjorde det fortrinligt. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 92

2019: Callum Hudson-Odoi 

Chelsea frygtede i sommer at miste Hudson-Odoi, men heldigvis for The Blues formåede de at binde ham til en ny kontrakt. Han har desværre fået ødelagt meget af denne sæson på grund af en lang skadespause, men forventningerne til ham er tårnhøje. 

Førsteholdskampe for Chelsea: 53

Annonce