Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hvad kan vi forvente af Newcastle – og hvornår kan de vinde mesterskabet?

Af Redaktionen
14.10.2021 Kl. 18:19
Vi dykker ned i overtagelsen af Newcastle og tager et kig på, hvad vi kan forvente at se Premier League-klubben foretage sig i den kommende tid, og hvorvidt The Magpies kan blive en titelbejler – og hvor hurtigt.

Newcastle er kommet til penge. Rigtig mange penge.

Udskældte og nærige Mike Ashley er fortid til stor glæde for de trofaste Newcastle-fans, der lader til at bekymre sig mindre om, at klubbens nye ejere har den saudiarabiske kronprins som frontfigur.

Vi ved nu, at der kommer til at ske ting og sager i den nordengelske klub i løbet af den kommende tid. Det står skrevet efter de første udmeldinger fra den nye ledelse i klubben.

Men hvad kommer der til at ske med Newcastle på kort sigt?

Når man er verdens rigeste fodboldklub, kommer man også til at bruge mange penge på nye spillere – og formentlig spillere af en anden hylde, end man er vant til at se tage skridtet til Newcastle.

I sommer hentede The Magpies kun én ny spiller. Langt større travlhed er forventet i de kommende transfervinduer, og det starter formentlig allerede i januar, hvor Newcastle skal styrke truppen for at sikre sig mod nedrykning i denne sæson, hvilket selvsagt vil være en gigantisk katastrofe efter opkøbet.

Og Newcastle er i en position, hvor klubben kan bruge rigtig mange penge, fordi Mike Ashley har sørget for at skabe et overskud på over 330 millioner kroner over de seneste tre år. Det giver en del frirum inden for Financial Fair Play-reglerne.

– For alt hvad der er galt med Mike Ashley, vil jeg elske at købe en fodboldklub af ham. Der er masser af plads til at øge investeringen i Newcastle, hvis nye ejere vælger at gøre det, siger fodboldfinans-eksperten Kieran Maguire til Daily Mail.

Han mener, at Newcastle kan bruge et godt stykke over 1,7 milliarder kroner, inden klubben kommer i problemer med retningslinjerne.

Artiklen fortsætter under billedet

Hvad skal der til for at opbygge en storklub?

De mange penge giver også Newcastle alle muligheder for at udvikle sig til en klub, der kan kæmpe med om titlerne i fremtiden. For ejerne kan bruge alle de penge, de ønsker på infrastrukturen og akademiet i klubben uden at skænke Financial Fair Play en tanke.

På den måde har Newcastle muligheden for at skabe de forrygende faciliteter, der også skal til for at tiltrække de bedste unge spillere og ikke mindst holde på dem, når andre klubber henvender sig.

Amanda Staveley har allerede udtrykt et ønske om at opgradere træningsfaciliteterne i klubben, der er blandt de ringeste i Premier League, og derudover er muligheden for at renovere St. James’ Park også blevet luftet.

Newcastle er desuden i en situation, hvor klubben ikke først skal til at opbygge en fanbase. Klubben er begunstiget af at være den med afstand bedste klub i området, og mange af klubbens tilhængere husker stadig velmagtsdagene og har vist stor loyalitet i de sidste mange år, der har været udfordrende. For at sige det mildt.

Men ejerne har også brug for, at det er de rigtige mennesker, der træffer de store beslutninger, og her er der stadig et stort stykke arbejde, der skal gøres.

Forretningsmæssigt er Newcastle godt rustet, men sportsligt skal der ske noget. Med den kapital, som The Magpies har til rådighed, bør det dog være lokkende for nogle af fagets ypperste fodboldhjerner at tage turen til det nordengelske.

Artiklen fortsætter under billedet

Hvor lang tid tager det så, inden Newcastle kan vinde titler?

Newcastle har ikke vundet mesterskabet siden 1927, og ikke siden 1955 har klubben løftet FA Cup-trofæet. Derfor er Intertoto Cup-trofæet fra 2006 det sidste, som klubbens tilhængere virkelig har glædet sig over, selvom klubben sidenhen har vundet The Championship to gange.

Man kan drage visse paralleller til den situation, som Manchester City stod i tilbage i 2008, hvor klubben blev købt af Sheikh Mansour. Her tog det The Citizens fire år, inden Premier League-titlen var i hus. Men i dag er konkurrencen hårdere, og flere klubber har mange penge, mens Newcastle trods alt også befinder sig i en dårligere position, end Manchester City gjorde i 2008.

Spørger man Dr. Tom Bason, som er ekspert i fodboldøkonomi, kan det lykkes for Newcastle i løbet af de næste ti år, men det bliver ikke uden udfordringer.

– Det bliver ikke nemt. Vi har set mange klubber, som over de seneste år har brugt mange penge og ikke er kommet i top fire. Everton eksempelvis. Og penge er ikke garanti for succes, siger han til Sky Sports.

– Manchester City og Chelsea har penge, men de har også strålende infrastrukturer, som det har taget mange år at opbygge.

– Inden for ti år er det bestemt muligt, hvis de starter på den rigtige måde nu.

Konklusionen må altså være, at Newcastle har alle forudsætninger for at blive en regulær topklub, der kan kæmpe med om de helt store titler hvert år, men det kan tage et godt stykke tid, inden klubben når dertil.

Forinden er der også en lang række vigtige beslutninger, der skal træffes, og lige nu spekulerer ledelsen ganske givet i, om Steve Bruce er den rigtige mand til jobbet.

Annonce