Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hovedet på blokken: Her er syv transfers, der falder på plads denne uge

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
20.01.2020 Kl. 09:31
Vi har set nærmere på fem potentielle handler, der står til at falde på plads inden for den næste uge.

Valentino Lazaro –  Fra Inter til Newcastle United

Den 23-årige østrigske kantspiller skulle ifølge italienske Gianluca Di Marzio og adskillige Newcastle-baserede medier være tæt på at skifte på en lejeaftale med købsoption.

Han er overflødig i Inter, og sådan som Antonio Conte forsøger at signe spillere denne måned, bliver den italienske storklub også nødt til at trimme truppen.

Samtidigt er Newcastle hårdt ramt af skader, og Lazaro kan bruges på en række positioner på kanten.  Newcastle betaler angiveligt €2 millioner for at leje Inter-spilleren og skulle kunne købe ham permanent til sommer for €20 millioner.

Bruno Fernandes fra Sporting Lissabon til Manchester United

Den er risikabel at komme med bud på,  for selvom forhandlingerne reelt set kun har stået på i 10 dage, føles det allerede nu som en transfersaga.

Fernandes ønsker skiftet og er ifølge flere engelske og portugisiske medier desperat efter at få den i mål.  Det er et godt tegn for Manchester United.

Men Sporting ønsker angiveligt ikke at gå på kompromis med sin valuering af klubkaptajnen, og lige nu skulle der stadig være en relativt stor afstand mellem de to klubber.

Der skulle dog være vilje til at få gennemført handlen fra begge parter, så undertegnede ser stadig nogenlunde optimistisk på udsigterne til, at Fernandes ender i Manchester.

Dette kunne dog godt blive en transfer, der trækker ud til deadline day.

Christian Eriksen fra Tottenham til Inter

Vi vil gerne se en ende på historierne om danskeren, og det vil I sikkert også gerne.  Seneste nyt fra pålidelige kilder i Italien er, at Inter forsøger at få transferen på plads inden søndag, hvor klubben møder Cagliari.

Det er angiveligt Tottenham, der nægter at sænke sin salgspris på €20 millioner, som i øjeblikket står i vejen for, at handlen bliver en realitet.

Det er typisk Daniel Levy, men der er ingen tvivl om, at José Mourinho helst så transferkaosset omkring Eriksen overstået.  Samtidigt ønsker Eriksen selv skiftet, og Inter skulle være parat til at byde højere end de €15 millioner, som klubben hidtil har budt.

Der er ikke frygtelig langt mellem de to klubber,  og det tyder på, at det lige nu er et spørgsmål om, hvem der giver sig først.

Det er heller ikke sikkert,  Inter får sin plan om at have Eriksen med i truppen mod Cagliari til at gå i opfyldelse, men undertegnede tror stadig på, at danskeren ender i Milano, inden transfervinduet er omme.

Mbwana Samatta fra Genk til Aston Villa –  OPDATERET:  Samatta skiftede officielt til Aston Villa mandag den 20/1

Angriberen scorede mod Liverpool i dette års Champions League, og for få dage siden skrev pålidelige belgiske Het Laatste Nieuws, at han var tæt på en transfer til Aston Villa.

Det giver god mening. The Villans har desperat brug for en angriber efter en langtidsskade til Wesley Moraes, og klubben er i akut fare for at rykke ned.

Aston Villa-træner Dean Smith har sågar udtalt, at en handel var tæt på at blive fuldført, så denne lyder næsten som en garanti.

Victor Moses og Olivier Giroud fra Chelsea til Inter  – OPDATERET:  Victor Moses er nu officielt blevet udlejet til Inter den 23/1 –  Olivier Girouds transfer ser mere tvivlsom ud

Beppe Marotta, der er direktør for Inter Milan, bekræftede søndag aften, at klubben var i forhandlinger med både Victor Moses og Olivier Giroud.

Lige nu skulle Moses have højere prioritet end den franske angriber, men nigerianerens skifte skulle også have masser vind i sejlene.

Chelsea har ifølge Sky Italia givet grønt lys til en transfer for Moses, som selv ønsker skiftet.  Eneste mulige forhindring er Fenerbahce, hvor Moses lige nu er udlejet til.

Han får dog næsten ingen spilletid i den tyrkiske klub, så det er svært at se, hvorfor de ville forhindre skiftet.

Girouds skifte virker til at være en anelse mere usikker.  Antonio Conte vil gerne have franskmanden, og en transfer var angiveligt noget nær indgået sidste uge for omkring €5 millioner.

Men offensivt har Inter allerede Lautaro Martinez og Romelu Lukaku, der scorer masser mål, så det tyder på, at klubben har skubbet Giroud lidt bagud i transferkøen, da der er andre, vigtigere prioriteter som Eriksen og Moses, der skal på plads først.

Jude Bellingham fra Birmingham til Manchester United

Duncan Castles fra The Times skrev søndag, at Manchester United havde fået et bud på £25 millioner på den blot 16-årige midtbanespiller accepteret.

David Ornstein fra The Athletic bekræfter, at Bellingham kan blive en signing for The Red Devils, men sår tvivl om, hvorvidt Manchester United er klar til at betale så stort et beløb for så ung en spiller.

Vi kan i hvert fald sige ret sikkert, at Manchester United er meget interesseret i den unge midtbanespiller og er i forhandlinger med Birmingham.

Det største problem er måske at overtale Bellingham om et skifte.  Teenageren er allerede fast mand på holdkortet for Championship-klubben og skulle ikke være vildt fristet over udsigten til at blive en del af Manchester Uniteds akademi- eller U23-hold.

Andre mulige transfers:

Det ville være dejligt, hvis vi kunne sige noget mere konkret om, hvad der foregår i transfermaskinrummet hos Tottenham, Liverpool, Arsenal og Chelsea.

Det er bare meget begrænset, hvad der er pålidelige rygter, som ser ud til at føre til noget.

Tottenham er på udkig efter en angriber på en lejeaftale, men Krzyzstof Piatek, Fernando Llorente og Islam Slimani-rygterne har endnu ikke fået nok medvind til, at man tør satse på dem.

Arsenal kædes særligt sammen med Jerome Boateng og Bruno Guimarares og Layvin Kurzawa.  Sidstnævnte ser ud til at føre til et eller andet, men det lugter mere af en fri transfer til sommer end et skifte denne januar.

Chelsea knokler sikkert også på at finde en offensiv forstærkning efter Frank Lampards kommentarer om, at han mangler spillere, der kan score mål.  Det tyder bare på, at klubbens transfermål ikke er tilgængelige på dette tidspunkt af sæsonen.

Jadon Sancho, Moussa Dembele, Timo Werner lyder alle som mere realistiske signings til sommer.

Liverpool er Liverpool, og det er meget sjældent, at medierne får nys om, hvad der foregår på Anfield med transfers.

 

Annonce