Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hollandsk redaktør: Ajax-stjerne vil til Arsenal

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.06.2019 Kl. 10:38
Marcel van der Kraan fra De Telegraaf fortæller til Sky Sports, at Hakim Ziyech foretrækker et skifte til Arsenal denne sommer.

Hakim Ziyech er en af mange Ajax-stjerner, som står til at forlade den hollandske storklub denne sommer, og selv foretrækker den marokkanske winger et skifte til The Emirates.

Det fortæller fodboldredaktøren for De Telegraaf, Marcel van der Kraan, til Sky Sports.

– Jeg ved, at Ziyech ønsker et skifte til Arsenal, som altid har været kendt for at spille attraktiv fodbold, siger van der Kraan, der også nævner Manchester City og Barcelona som mulige destinationer for Ajax-profilen.

Ziyech satte ild til Æresdivisionen såvel som Champions League i den forgangne sæson, hvor han i alt lavede 21 mål og 24 assists.

Det har ikke overraskende fået en lang række europæiske storklubber til at udvise interesse. Ifølge Marcel van der Kraan skulle der være mindst tre Bundesliga-klubber, som ønsker at hente ham, mens det er mere usikkert, hvorvidt Arsenal også er med i opløbet.

– Det er usikkert, om klubber som Arsenal, City og Barcelona er efter Ziyech. Hvis ikke The Gunners allerede havde Mesut Özil, så ville han være perfekt for dem.

Der har dog været rygter om, at den tyske playmaker kunne forlade Londonklubben denne sommer. Skulle det ske, så bekræfter Marcel van der Kraan rygterne om, at man skulle kunne anskaffe Ziyech for blot £31 millioner denne sommer – et forholdsvist lavt beløb i forhold til de store summer, som bliver spenderet på dagens transfermarked.

 

Annonce