Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Højdepunkter: De Gea droppede i remis mod Chelsea

Af Gustav Tornby
28.04.2019 Kl. 19:15
Her får du højdepunkterne fra søndagens 1-1-kamp mellem Manchester United og Chelsea.

Der var lagt i kakkelovnen til et kæmpe opgør i Premier League i kampen mellem Manchester United og Chelsea på Old Trafford.

Begge hold har brug for point for at holde sig på i kampen om top-4. Chelsea kunne være tilfredse med en uafgjort, hvor Manchester United nærmere var nødsaget til at jagte sejren, hvis troen på top-4 skulle bevares.

Manchester United kom klart bedst fra start i opgøret, hvor der blev lagt et godt pres på Chelsea fra starten, som derimod havde svært ved at komme ind i kampen.

Efter 11 minutter scorede den tidligere Chelsea-spiller Juan Mata til 1-0 efter et rigtig flot angreb af Manchester United.

Bolden blev ført op i Uniteds venstreside, derefter blev bolden spillet ind på angriber Romelu Lukaku, som spillede en fremragende bold over Chelsea-forsvarerne i dybden til Luke Shaw, der fandt en fri Mata i feltet, der kunne sparke bolden i mål mellem tre Chelsea-spillere.

Manchester United var bedst i store dele af første halvleg, og de skabte også flere optræk til chancer efter målet til 1-0.

Chelsea havde derimod ikke meget at komme med, hvor Chelseas enmandshær Eden Hazard til tider prøvede, men heller ikke kom frem til det store.

Efter 43 minutter scorede Chelsea dog det ufortjente udlignende mål. Antonio Rüdiger trykkede til bolden fra 30 meter, bolden sad lige midt på David de Gea, og han forsøgte naturligt nok at gribe bolden, hvilket han slet ikke formåede, og derfor kunne Marcos Alonso sparke returen ind i målet via stolpen.

Det var en massiv fejl af David de Gea, hvilket har været en af mange på det seneste. Fejlen gjorde, at de to hold gik til pause med stillingen 1-1.

Manchester United var bedst i første halvleg, og de kom også bedst ud til anden halvleg. De formåede dog ikke at skabe ret mange farlige chancer, dog skabte de en stor chance i overtiden efter et hjørnespark, hvor Chelsea afværgede på stregen.

Chelsea lignede et hold, der ikke var klar til opgaven i dag, og der kom nærmest ikke noget fra Chelsea-spillerne i store dele af anden halvleg og kampen generelt. Higuain fik dog en kæmpe chance alene med David de Gea i det syvende overtidsminut, men han misbrugte.

Danske Andreas Christensen kom på banen efter 65 minutters spil, da Rüdiger måtte udgå med en skade. Manchester United måtte også se sig tvunget til en udskiftning i midterforsvaret, da Eric Bailly måtte udgå, med hvad der lignede en slem knæskade.

En meget kedelig kamp på Old Trafford, hvor der nærmest ikke var andre chancer end de to chancer, der blev omsat til mål.

Chelsea holder dermed fat i fjerdepladsen i Premier League, to point efter Tottenham på tredjepladsen, to point foran Arsenal på femtepladsen og tre point foran Manchester United på sjettepladsen.

Der resterer to spillerunder af Premier League.

 
Annonce